For mange læsere er det største spørgsmål disse dage nok, hvad der gemmer sig i pakkerne under træet. Men i musikbranchen er mange mindst lige så nysgerrige på en af branchens bedst bevarede hemmeligheder.
Nemlig spørgsmålet om, hvor mange penge Mariah Carey har tjent på det moderne legendariske julehit 'All i Want for Christmas is You'.
Spørger man amerikanske NBC er der flere bud på, hvad sangeren kan have tjent ind på at synge om sit ene store juleønske.
Musikmagasinet Billboard anslår, at Carey tilbage i 2022 tjente svimlende 3,3 millioner dollar på streaming og downloads af sangen.
Men NBC understreger, at det er svært at kende det præcise beløb – særligt da det ikke er kendt, hvor stor en del af overskuddet der tilfalder Mariah Carey, og hvor stor en del der går til hendes pladeselskab.
»Hvad end beløbet er, er der tale om mange penge,« siger Natasha Chee, musik og underholdningsadvokat til NBC.
Professor ved det kendte musikcollege Berklee George Howard kalder over for mediet sangen for en 'pengemaskine'. Han anslår, at nummeret indtjener mellem to og fire millioner årligt.
Men hvor stor en del af dette beløb, der tilfalder Carey, er altså ukendt. Han mener dog, at hendes del af indtægten er større end de fleste musikeres, da hun både står som sanger og sangskriver af nummeret, der i 2023 blev afspillet 249 millioner gange i 2023 – i USA alene.
Ifølge Billboard har sangen samlet indtjent over 100 millioner dollar, siden den udkom i 1994.
