»Med alle de sanktioner, der sættes i værk mod Rusland nu, bør de naturligvis heller ikke være med i det gode kulturselskab.«

Således lyder det fra Ole Tøpholm, der er dansk ekspert på Eurovision – sangkonkurrencen, som Rusland netop har fået officiel tilladelse til at deltage i ifølge det engelske medie BBC.

Den tilladelse kommer kun et døgn efter, at russiske tropper natten til torsdag invaderede Ukraine og satte skræk og forargelse i hele Europa.

Men på trods af Ruslands aggressive fremfærd i nabolandet, så er Rusland fortsat velkommen til at deltage i europamesterskaberne i popmusik.

»Vi vil selvfølgelig fortsat overvåge situationen tæt,« lyder det dog fra arrangørerne.

Til Eurovision sidste år var Rusland repræsenteret af Manizha, der optrådte med nummeret 'Russiske Kvinder' i Rotterdam i maj 2021.
Til Eurovision sidste år var Rusland repræsenteret af Manizha, der optrådte med nummeret 'Russiske Kvinder' i Rotterdam i maj 2021. Foto: ROBIN VAN LONKHUIJSEN
Vis mere

Men for den mangeårige Eurovision-kommentator Ole Tøpholm er den indvending et svar på »automatpilot« for som sædvanligt at undgå enhver politisk diskussion.

»Jeg har aldrig før argumenteret for, at nogen lande skulle smides ud. Alle lande på trods af stridigheder skal have lov at være med i Eurovision, netop fordi det har til formål at samle, men nu er den røde linje klart overtrådt, og der er ingen undskyldning længere,« konstaterer han tørt.

Blandt kritikerne af beslutningen om at lade Rusland fortsætte i Eurovision trods invasionen af Ukraine, finder man også flere lande fra sammenslutningen af nationale statstv-stationer, ikke mindst den ukrainske tv-station UA: PBC.

Nationalmediet har nemlig gjort det klart, at de ønsker Rusland suspenderet fra sangkonkurrencen, da man mener, at deltagelsen er et forsøg på »politisk propaganda«.

Beslutningen om at lade Rusland blive i Eurovision bliver dog modsat begrundet med, at sangkonkurrencen netop er et »ikkepolitisk kulturelt arrangement«, samt at både Rusland og Ukraine er velkomne til at deltage i Eurovision, der afholdes til maj.

For den mangeårige Eurovision-kommentator er konklusionen dog klar: Nej, Eurovision er ikke politisk, men jo, Rusland bør smides ud af sangkonkurrencen.

»Eurovision har som sådan ikke noget med politik at gøre, men denne her situation er bare så ekstrem, at det ikke giver nogen mening, at Rusland skal have lov til at være med,« slutter Ole Tøpholm.

Han forventer da også, at beslutningen ender med at blive omstødt, inden Eurovision skal afholdes i Italien til maj.

Ruslands delegation har endnu ikke kommenteret sagen.