Solen varmer kinder, bare ben og sommerdovne måger, og festivalen 'Musik i Lejet' er skudt i gang.

Og det er debatten om, hvorvidt den tre dage lange musikfest er en gave for den lille by Tisvildeleje eller ej også.

Tim Jensen, som er med i Tisvildelejeforeningen, mener, at festivalen er vokset for stor og sviner og larmer for meget. Det fortæller han til DR.

Det er dog en holdning, som langt fra alle deler, hvis man spørger næstformand i Lokalrådet Poul Borring.

Poul Borring bor nu fast i Tisvildeleje, men har også tidligere haft sommerhus i byen. Han elsker naturen i området. Foto: Privat.
Poul Borring bor nu fast i Tisvildeleje, men har også tidligere haft sommerhus i byen. Han elsker naturen i området. Foto: Privat.
Vis mere

Lige midt i Tisvildeleje by ligger Borrings hjem, og han mener, at støjgenerne er minimale, hvis de overhovedet er til stede.

Han siger, at der er en tendens til, at nogle grupper i det lille samfund bare tager en negativ indstilling til alt, der omhandler festivalen.

Borring slår fast, at festivalen primært skaber glæde - og det gælder for alle mulige forskellige aldersgrupper.

Poul Borring er stærkt involveret i lokalsamfundet. Han bor i byen året rundt og er med i bestyrelsen i erhvervsforeningen, og så har han været med til at lave byens arrangement til Sankt Hans.

Han forklarer, at  han næsten ikke orker at læse de kommentarer på Facebook, der retter kritik mod Musik i Lejet. Til dels fordi noget af kritikken er falsk, og til dels fordi meget af den er overdrevent negativ.

»Hvis man lægger mærke til det, så er det de samme ti mennesker, som er utilfredse. De vil enten have festivalen lukket eller have den reduceret til det halve.«

Han siger, at debatten i medierne kan få det til at virke, som om der er mange flere, der er skeptiske overfor festivalen, end hvad der er i virkeligheden.

»Langt, langt de fleste er glade for festivalen. Den spreder god stemning og godt humør,« siger han.

Noget af kritikken er også gået på, at man som beboer, der ikke er interesseret i festlighederne, ikke har mulighed for at komme til stranden.

Heller ikke den kritik holder, mener Borring.

Han forklarer, hvordan man kan tage veje og stier udenom festivalsområdet ned til stranden, så det behøver man heller ikke at ærgre sig over.

'Musik i Lejet' kører over tre dage. Den er vokset i størrelse igennem årene, siden den startede i 2009.