Så sætter han sig bag trommerne for sit eget orkester på en scene igen.

Den 2. maj spiller Claes Antonsen sammen med The Antonelli Orchestra på Charlottenlund Travbane.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Antonsen forlod ellers orkestret efter anklager om sexisme.

Sagen begyndte at rulle, da en række kvindelige musikere i DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' sidste år beskyldte netop Claes Antonsen for at stå bag den ubehagelig kultur – hvilket han siden undskyldte for.

Som følge af det blev hans band, The Antonelli Orchestra, fjernet fra både 'Toppen af poppen' og 'Vild med Dans', der senest kørte med helt nye musikere.

TV 2 åbnede dog for, at enkelte medlemmer af orkestret kan vende tilbage til 'Toppen af poppen' i en anden konstellation.

Men altså ikke Claes Antonsen, der dog kan se frem til stadig at skulle spille sammen med Thomas Helmig.

Til TV 2 Kosmopol siger Thomas Sønnichsen, der er direktør for Charlottenlund Travbane.

»Jeg føler mig overbevist om, at der faktisk kun er kærlighed til Claes Antonsen fra det store publikum, som har savnet Danmarks bedste live-orkester. Derudover har alle mennesker og organisationer brug for at kunne få et comeback, uanset hvilken shitstorm de måtte have været i.«