Efter otte års fravær kommer det legendariske rockband U2 nu til Danmark og giver koncert.

Allerede i november blev det meldt ud, at det populære irske band ville komme til Danmark, men dengang blev der ikke løftet på sløret for, hvor og hvornår det ville ske.

Det kan Live Nation, der sælger koncertbilletter, nu oplyse.

U2 lægger vejen forbi København under deres europæiske del af verdensturnéen ’Experience + Innocence Tour’, og koncerten bliver afholdt i Royal Arena på Amager lørdag 29. september.

Danmark er samtidig det eneste land i Skandinavien, som forsangeren Bono, guitaristen David Howell Evans 'The Edge', bassist Adam Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. lægger vejen forbi.

Det irske rockband, som blev dannet i 1976 i Dublin, har lagt vejen forbi Danmark flere gange tidligere, men har ikke spillet herhjemme, siden de gav to koncerter i Horsens i 2010.

Billetsalget begynder den 29. januar klokken 10, oplyses det.

Udover at komme forbi København giver U2 også koncert i Berlin, Köln, Paris, Madrid, Hamburg, Amsterdam, Milano, Manchester og London.

Modsat koncerten i Danmark bliver billetterne til de andre europæiske koncerter sat til salg fra den 26. januar.