Det, der skulle have været bandets helt store triumf, endte som en våd klud i ansigtet. Nu er det tid til revance.

Martin Hedegaard, der af mange nok bedst er kendt som 'X Factor'-Martin, måtte tilbage i august på grund af teknisk uheld aflyse sin Saveus-koncert på årets Smukfest.

Der var proppet med fans foran scenen, men efter kun to numre måtte de afbryde koncerten på grund af nedbrud i en mixerpult. Det var ikke muligt at gennemføre koncerten, og derfor måtte både band og fans gå skuffet fra koncerten.

»Vi har aldrig været så nede, som vi er lige nu, Skanderborg. Vi havde set så ekstremt meget frem til det her. Tak for det massive fremmøde, vi gør alt for at vende tilbage næste år,« skrev Savues efterfølgende på Facebook - og nu er deres drøm allerede gået i opfyldelse.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Smukfest afslører på deres Facebookside, at Saveus, som det første navn på plakaten, er klar til en revanche-koncert i 2018.

I en tilhørende video sætter Martin Hedegaard et par ord på skuffelsen.

»Jeg tror vi alle sammen lignede et blankt stykke papir, da vi ligesom måtte smide håndklædet i ringen og acceptere, at vi ikke kommer tilbage på scenen. Publikum måtte gå tomhændet derfra, og det måtte vi også...«

»Men i dag har vi en fantastisk nyhed at fortælle jer. Smukfest har tilbudt os en revanche, og det har vi taget imod. Så derfor vender Saveus tilbage til Bøgesernene til næste år,« fortæller den 24-årige musiker.

Siden det store comeback på musikscenen til P3 Guld i 2015 har Martin Hedegaard høstet stor anerkendelse for sit elektronisk-poppede Saveus-projekt der ifølge en DR3-dokumentar har internationale ambitioner. I starten af 2017 udsendte han minialbummet 'Will Somebody Save Us' og senest har singlen 'Himalaya' været pænt spillet i radioen