»Lige nu synes jeg, at vi efterhånden kan konstatere, at vi måske er i en af de største nedtursperioder.«

For andet år i træk er semifinalen blevet endestationen for den danske sang i Eurovision - og det ærgrer grandprix-eksperten Ole Tøpholm:

»Jeg tror ikke, vi kunne have gjort noget anderledes. Sangen passede simpelthen bare ikke ind i showet i år. Og det er det, der var problemet,« siger han til B.T., efter resultatet af stemmerne er blevet offentliggjort.

På forhånd var Reddi af bookmakerne blevet spået til at ryge ud - og det viste sig, at de fik ret.

Det er dog ikke de fire medlemmer af Reddi, der var årsagen til det tidlige exit.

I stedet bør ansvaret lægges et andet sted, mener Ole Tøpholm.

»Isoleret set synes jeg jo egentligt, at Reddi gjorde det super-supergodt. Men fra start har vi vidst, at sangen ikke rigtig passende ind i Eurovision-showet. Den passer godt til dansk radio, men den passer bare ikke på en Eurovision-scene, og det er derfor, vi ikke gik videre,« forklarer han.

»Der er nogle chefer i DR, der nu skal tage stilling til, om man bare skal fortsætte, som man har gjort de seneste to år, eller om man skal prøve at tænke på en ny vej,« tilføjer han.

Ole Tøpholm fortæller videre, at de seneste mange års Eurovision-nedture, hvor topresultaterne er udeblevet, er ærgerlige:

»Lige nu synes jeg, at vi efterhånden kan konstatere, at vi måske er i en af de største nedtursperioder i dansk grandprix-historie i Eurovision. For det, der var overraskende ved aftenens semifinale, var faktisk, at Island gik videre. Island, som stillede op på originalsprog,« siger han.

Alt peger derfor også på, at Danmark for andet år i træk er det eneste nordiske land, der er ude.

»Og det er jo superærgerligt,« siger Ole Tøpholm.

»Jeg ved fra mine år som kommentator, at skylden plejer at gå til Østeuropa, eller at der er lande, 'der ikke forstår os'. Men det er os selv, vi skal være kritiske over for. For det er os selv, der har ansvaret for det her,« tilføjer han.

»Jeg synes, at deltagerne hver især gør det, de skal, og håndværket er i orden. Det er DR, der vælger, hvad stilen skal være, hvad strategien skal være. Og det er den, der skal justeres,« mener han.

Han mener, at man i DR bør se mere på, hvordan man gør det i Sverige.

Hvor en Eurovision-sang og en god radiosang sagtens kan gå mere hånd i hånd.

»De to ting skal spille meget mere sammen. For hvis de gør det, så kommer vi også i finalen,« siger Ole Tøpholm.