I december varslede hans kommunikationsrådgiver, at et muligt comeback var på vej.
Natten til fredag har Martin Brygmann så udgivet en ny sang, hvor han synger duet med sin datter.
Efter i mange år at have været en populær skikkelse i den danske underholdningsbranche, blev tæppet i sommeren 2024 revet væk under Martin Brygmann.
Sammen med den kendte trommeslager Claes Antonsen blev han med tv-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' ansigt på en lang række sexistiske problemer i den danske musikbranche.
Martin Brygmann mente, at dokumentaren viste et fejlagtigt billede, men anerkendte samtidig, at han havde været 'blind' for konsekvensen af sin egen opførsel.
Siden var der i halvandet år stille fra den i dag 63-årige musiker, men nu er han så småt begyndt at give lyd fra sig.
I oktober udgav han først sangen 'Det var så det', der med omkvæds-teksten 'det var så det og jeg takker af', kunne lyde som en selvvalgt pensionering.
I december dukkede Martin Brygmann dog pludselig op på hitlisterne, da TV 2 genudsendte julekalenderen 'Jesus og Josefine', og danskerne igen begyndt at streame hans 23 år gamle titelsang.
Og i samme måned gav hans kommunikationsrådgiver Sune Bang ligeledes et interview til Radio IIII i forbindelse med, at Jes Dorph fik medhold i en erstatningssag.
Her varslede han, at der muligvis var mere musik på vej fra Martin Brygmann.
»Jeg tror bestemt ikke, at vi kan afvise et comeback. Han har lavet et album, der ligger klar, men det er ikke sikkert, at folkedomstolen tillader ham at sende det ud,« fortalte Sune Bang.
Og nu tyder det på, at der er noget om snakken.
Natten til fredag har Martin Brygmann slået et billede op på Instagram af fire unge mennesker, der går på række på en betonvæg.
Uden anden forklaring henviser han til et link, der leder ud til forskellige musikstreamingtjenester, hvor man kan høre det nye nummer 'Balancen'.
På nummeret, hvor det i omkvædet lyder 'vi holder balancen, falder måske, vi danser på kanten én gang til', synger han duet med sin datter Sørine Brygmann.
Hun har tidligere sunget lidt baggrundskor på Martin Brygmanns soloalbum 'Bates Delight' fra 2017, men ellers er det angiveligt første gang, de udgiver et nummer sammen.
Martin Brygmann har fem børn fra to forskellige forhold, hvor hans datter Frida Brygmann fra hans første ægteskab med teaterinstruktøren Line Knutzon er kendt for sin 'Tinka'-duet med Burhan G.
Sørine Brygmann er fra Martin Brygmanns andet ægteskab med arkitekt Marianne Lykkesfeldt og kom til verden i 2007.
