Da Lukas Graham var i Los Angeles for at skrive tekster og komponere sange til det nye album, der i dag som et chok udkom måneder før tiden, var der pres på.

Højtalerfirmaet DALI og pladeselskabet Warner, der har skrevet kontrakt med Lukas og bandet i USA, havde arrangeret et luksusophold i musikbyen på den solbeskinnede amerikanske vestkyst.

Med udsigt til storbyens lyshav, filmbyens kendte 'Hollywood'-skilt og Lake Hollywood fik Lukas og hans kreative venner Morten Ristorp og Don Stefano stillet studie og hus til deres rådighed. De havde alt det, de kunne drømme om.

Og udover faciliteterne fik danskerne hver uge besøg af nogle af USAs bedste komponister og producere.

Meningen var nemlig, at de skulle finde den eller de helt perfekte samarbejdspartnere til det imødesete album, der i dag udkommer i Danmark og til efteråret rammer USA.

Men det var lettere sagt end gjort.

»Når der bliver satset så hådt og investeret så meget, så forventer de selvfølgelig også resultater,« siger Morten Ristrup i den dokumentarfilm, som du nu kan se på bt.dk.

Og Lukas Graham var måske den, der var allermest påvirket af presset.

»Jeg føler virkelig slet ikke, at jeg har lavet en skid. Og jeg kan klart fornemme, at jeg skal passe på mit arrangement,« siger Lukas i dokumentarfilmen, der er instrueret af René Sascha Johannsen.

Og en anden af vennerne forstår godt sangerens frustration.

»Nu er det ikke længere bare os selv. Det er pladeselskabet, management, et stort hold af mennesker, der venter. Han går rundt med en pose med vores allesammen drømme på skulderen.«

Men heldigvis bryder Lukas Graham 'forbandelsen'. Og i dokumentarfilmen siger Lukas Graham lettet:

»Jeg skulle selvfølgelig bare løsne op og gøre, som vi altid har gjort - fantastisk.«

Hvis du vil se, hvordan Lukas bryder forbandelsen, så se dokumentarfilmen 'What's the Dream Episode 3' her.