Så er der godt nyt til de mange Suspekt-fans, der blev umanerligt skuffede, da gruppen for små tre uger siden offentliggjorde, at deres store arena-tour blev aflyst på grund af corona.

Det bliver nemlig alligevel muligt at høre den danske rapgruppe bestående af Bai-D, Orgi-E og Rune Rask give den gas i år.

Suspekt vil i slutningen af december indtage DR Koncerthuset med en række eksklusive julekoncerter. Det skriver Gaffa.

Koncerterne vil finde sted 27., 28. og 29. december.

»Det har været totalt uforløsende at øve så meget med bandet og så i sidste ende få aflyst vores Arena Tour. Den stak helt ind i hjertet. Vi har nu fundet en måde hvorpå vi kan spille alligevel – og det her er endda et koncertformat, vi virkelig kan se os selv i,« siger Emil Simonsen – også kendt som Orgie-E – til Gaffa.

»Uanset om vi er i en Coronatid eller ej. Faktisk har en siddende albumkoncert været på tegnebrættet siden vores albumrelease tilbage i marts. Der skete bare så mange ting i den periode, at tiden ikke var til det. Vi har derfor glædet os til at spille shows lige siden vi udgav albummet, og nu sker det endelig,« fortsætter han.

Til koncerterne vil Suspekt-fans kunne opleve bandets seneste album 'Sindssyge Ting' i sin fulde længde. Et album, der ifølge Emil Simonsen giver lytteren »et indblik i alt det, vi har oplevet de sidste tre år«.

Billetsalget til koncerterne starter mandag 30. november klokken 10.00 via Live Nation og DR Koncerthuset.