Lyt til artiklen

Torsdag 15. november måtte tilskuerne til Nik & Jays koncert på Kulturværftet gå hjem, før det sidste nummer var spillet.

Koncerten blev nemlig afbrudt og aflyst, da gulvet ikke kunne klare presset, og det blev vurderet for farligt at fortsætte.

Nu kan koncertgæsterne dog se frem til få refusion. Det skriver Kulturværftet på sin hjemmeside.

»Billetter, der er købt online, refunderes til det betalingskort, der blev benyttet ved køb. Pengene vil være på den pågældende konto indenfor 2-4 hverdage,« skriver de og fortsætter.

»Billetter, der er købt i et fysisk billetsalg, eller billetter, der er blevet ombooket fra en anden ordre, bliver efterfølgende kontaktet via e-mail med instruktioner om, hvordan pengene tilbagebetales.
Billetter refunderes ekskl. billetgebyr.«

Nik & Jay spillede i alt tre koncerter på Kulturværftet, og det var ikke kun torsdagens koncert, hvor der var udfordringer.

Lørdag gik det også galt, da en brandalarm pludselig startede, så salen måtte evakueres. Her var der dog tale om en fejlalarm, og koncerten kunne efterfølgende fortsætte.