Sam Smith. Den grimme ælling med den store stemme, der kom i kampform og til sidst blev en del af den musikalske superliga. Endelig fik han givet koncert i Danmark, og hvilken magtdemonstration han serverede fredag aften i Royal Arena.

Den 25-årige britiske sanger skulle første gang have spillet i Danmark i 2015 på Nortshide festivalen i Århus, men en stemmeoperation kom i vejen, og derfor skulle der gå yderligere tre år, før den mandlige ’Adele’ endelig kunne spille sine storladne sange på dansk jord.

Sam Smith ved godt, at han laver tudepop i den dybt teatralske ende af skalaen, og han undskyldte indledningsvis sit publikum med, at hans musik er »deprimerende«, men at han forhåbentlig havde fået skruet et festligt show sammen alligevel.

Både og.

Ligesom Adele, der under sine shows skizofrent konstant skifter mellem at krænge sjælen ud i endnu en dybfølt ballade for så hurtig bagefter fortælle en joke, vekslede Sam Smith også konstant i dur og mol.

Efter et af koncertens højdepunkter, en majestætisk tronende udgave af James Bond-nummeret ’Writing’s On The Wall’, hvor man nærmest sad og holdt vejret undervejs, punkterede han lynhurtigt den dramatiske stemning ved bagefter grinende udbryde: »Hvor fucking dramatisk var det lige?« Længe leve jordnære popstjerner...

Sam Smiths styrke er helt sikkert hans imponerende stemme, der rammer alle registrer, hvilket kom særligt til udtryk især i koncertens andet højdepunkt: En mørk gyser version af nummeret ’Him’ fra hans seneste album ’The Thrill Of It All’, hvor han i sort/hvid-lys, stående ovenpå en røgmaskine sang om at være til mænd, mens Gud ser på.  Nummeret blev på smukkeste vis afsluttet i regnbuefarvet lys, så de færreste i salen ikke straks ville have gået ud og startet et pride-optog efterfølgende.

Koncerten var en ’sid ned’-koncert med stole nede på gulvet, og dermed blev det aldrig nogen fest i Royal Arena. Det var en lyttekoncert, en ”nu skal vi sidde og nyde hans stemme”-koncert.

Og fred være med det, men mens Sam Smith vimsede glad rundt på scenen og vinkede smilende til sine danske fans, kunne man godt savne lidt mere vildskab både på og udenfor scenen.

Han spillede lidt for mange ”gamle” numre, der hverken har samme energi eller tempo som hitparaden på hans nyeste og et nyere nummer som ’No Peace’, hvor han virkelig synger sig ud manglede på setlisten, der ind imellem havde et par kedelige mellemperioder.

Sam Smith skulle som nævnt have debuteret i Danmark allerede for tre år siden på Northside, og jeg kunne godt se ham som den perfekte booking på en afsluttende festivaldag, hvor man træt og på vej hjemad kunne nyde hans ballader, mens solen gik ned.

I aften sang han for kernepublikummet, der har ventet med længsel,            og kun en træmand ville gå utilfreds derfra.