Coronakrisen fik i første omgang krammet på Grøn Koncert. Folkene bag nægter dog at kaste håndklædet i ringen.

I stedet for de planlagte otte koncerter rundt omkring i landet vil man nu den 25. juli afholde en masse små private koncerter hjemme i danskernes haver og baggårde.

Hver koncert vil blive transmitteret live af TV 2 og radiostationen Nova, så alle hjemme i stuerne også kan følge med.

Der er endnu ikke meldt ud, hvilke musiknavne der kommer og spiller. I en pressemeddelelse skriver de, at man regner med deltagelse af 'topsolister og stjernebands samt mindre kendte navne'.

Over for B.T. fortæller Christian Sveigaard, direktør for marketing og mponsorship i Tuborg Danmark, at det er for tidligt at sige, hvem der kommer og spiller - man håber naturligvis, at så mange danske bands som muligt vil bakke op.

Koncerterne er gratis, og Muskelsvindfonden får derfor ikke nogen penge i år, lyder det i pressemeddelelsen. Der vil blive afholdt en konkurrence om at få en Grøn Koncert hjem i sin baghave. Hvordan man deltager, vil blive meldt ud senere, skriver de.

Er man en af de heldige vindere, får man ud over TV 2, Nova og et band også besøg af Muskelsvindfondens Grøn Koncert-crew, der vil sætte en scene op samt en bar med forfriskninger.

Christian Sveigaard fra Tuborg Danmark siger til B.T.:

Grøn Koncert, Tiøren, København 2019.
Grøn Koncert, Tiøren, København 2019. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»For os på Tuborg og for rigtig mange danskere, der hvert år deltager i Grøn-koncerterne, er Grøn sammenhold og fællesskab og kærlighed. Grøn er noget, vi ikke kan undvære, og derfor gør vi hele Danmark 'Grøn' ved at rykke ud i landet og hjem til danskerne. Kun fantasien og afstandsreglerne sætter grænserne. I stedet for at publikum kommer til Grøn, kommer Grøn i år til publikum.«

Han tilføjer:

»Vi kunne ikke have indfriet vores vision uden en kæmpe indsats fra TV 2 og Nova. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at invitere hele Danmark til sammen at deltage i Grøn Koncert i haven, på altanen, i gården eller på båden. Alle steder kan bruges, så længe vi overholder de gældende retningslinjer fra myndighederne, og vi glæder os til at se forslagene fra danskerne.«

Grøn Koncert - der skiftede navn til Grøn i 2018 -  regner med at vende tilbage i sin sædvanlige form i 2021.