Madonna nægter at give op og har netop udgivet sit 14. album. Desværre er det en alt for lang og rodet affære. Måske hun snart skulle kaste håndklædet i ringen?

»Hvil i fred Madonnas karriere,« stod det pludselig mejslet med internettets gule breaking-bogstaver.

Tilbage i maj lagde den britiske tv-vært Piers Morgan Madonnas karriere i graven med de hårdtslående ord på Twitter, efter hun optrådte med et af sine nye numre til det store Eurovision-show i Tel Aviv.

Og han har desværre lidt en pointe.

Madonna, der sidste år rundede de 60, var op igennem 80’erne og 90’erne førende indenfor popmusik og er i dag stadig den mest ikoniske, nulevende, kvindelige popsangerinde i verden, men det er ved at være alt for mange år siden, at hun var relevant.

Hvornår havde hun sidst et stort hit? ’4 minutes’ med Justin Timberlake i 2008 måske?

På sit nye album ’Madame X’ prøver hun igen-igen alt for meget at være ung med de unge og har lavet en rodebunke af et popalbum, der stritter i så mange forskellige retninger, at man næsten får hovedpine.

Madonna har boet de sidste par år i Portugal, og derfor er hun gået amok i salsa-køkkenet og udkommet med et album, der lyder som en lidt for lang aften på et sydeuropæisk diskotek, hvor dj’en insisterer på at spille ’Despacito’ 15 gange i timen.

Coveret til Madonnas nye album.
Coveret til Madonnas nye album. Foto: albumcover
Vis mere

Næsten alle numre skifter konstant i udtryk. Så er det reggaeton, så er der harmonika og spansk guitar, så er vi i rummet med et gospel-kor, så gakker hun helt ud og hvisker med robotstemme ’I am insane’.

Madonna er så propfyldt med autotune, så man er i tvivl om, hun stadig kan synge, og selvom man kunne tænke, at det egentlig er meget fedt, at hun tør eksperimentere så meget at selv Kanye West ville mene, hun lige burde tage en slapper, så bliver det desværre for anstrengende i længden.

Nummeret fra Eurovision ’Future’ svinger egentlig ret fedt med Madonna som caribisk swag-pirat, og hun har fingeren okay på pulsen med gæsteoptrædener fra Migos-rapperen Quavo og Swae Lee fra Rae Sremmurd, men hvorfor er hun så vild efter at fange teenagernes opmærksomhed?

Hvorfor vælte rundt på natklubbben, når alle vennerne alligevel er taget hjem for at passe børnebørnene?

Madonna nægter at give op, og man skal selvfølgelig gøre, hvad man har lyst til – men ’Madame X’ har ved første lyt intet hitpotentiale, de fleste af numrene er alt for lange, og man tænker, at Madonna nok bare burde stoppe, mens legen stadig er - nej glem det - legen er allerede ødelagt.