En ting, der er slående, når man ser Dúné på scenen er, at forsanger Mattias Kolstrup ”ejer” den.

Han udstråler noget, der minder om naturlig autoritet, når han med al sin samtidige charme og pondus danser og løber og hopper rundt på scenen – og placerer sit lange slanke legeme med krøllerne for oven midtfor, ude til venstre og ude til højre.

Han ”ejer” hele scenen på den fede måde, er i umiddelbart kontakt med publikum, og ingen har grund til andet end at tro ham, når han siger, at han har glædet sig sindssygt til koncerten i Falconer – den afsluttende finale på ”Grand Tour”. Han fremstår autentisk og sprængfyldt af livsglæde og kunstnerisk energi.

Dúné er i Falconer forstærket med to mand og tilført et lysshow, der siger spar to, så bare dét bekræfter, at der denne aften vitterligt er lagt op til en ”Grande Finale” for Mattias Kolstrup, Ole Bjórn og Piotrek Wasilewski. (At det er en finale understreges også af, at Sebastian Lind varmer op).

Dúnés koncert? Den kom til at bestå af både gammelt og nyt, eget og andres materiale. Orkesteret med den eklektiske, elektriske og elektroniske poprock bemægtigede sig uden antydning af tøven scenen med numrene ”Hedonism”, ”Dry Lips” og ”Lose My Way” – og dermed var banen kridtet op.

Dén bane var orkesterets indtil det første ”Grande nye tiltag” kom i form af et kunstnerisk livtag med Oh Land og ”Sun of a Gun” (og en hilsen til tv-programmet, ”Toppen af Poppen”, hvor de to var med i samme sæson) – for dermed måtte banen deles med andre.

Senere i koncerten gæstede Drew scenen for en duet i ”Say Anything”. Og til sidst – i første xtra-nummer – gæstede Ericka Jane scenen for en duet i Elton John-coveret ”I’m Still Standing”. Men banen – eller rettere sagt: scenen – forblev Dúnés uanset hvem der ellers indfandt sig for at bidrage.

Alle duetter var fine, men det var Mattias Kolstrups sceneoptræden og konstante kontakt til orkesteret, der stod tilbage som det samlende element; hans impulsive, legende og lette gang på jord, der gjorde orkesterets rockmusik med de stærke hooks, melodier og tekster til en fornøjelse at følge.

Koncerten var effektiv, pågående og formfuldendt – med det materiale, orkesteret nu har til sin rådighed – og alligevel sidder denne anmelder tilbage med fornemmelsen af, at der må være andet og mere i forsangeren og orkesteret. Der må være nuancer, som ikke bliver hørbare, fordi effekterne fylder så meget. De nuancer ville jeg ønske, man kunne høre.

Duné, Falconer Salen, lørdag aften.