Nej, det er slet, slet ikke ovre for Ed Sheeran endnu.

For den britiske stjernes rolle i den højspændte og omdiskuterede ekskludering af musikerkollegaen Macklemore kommer ikke til at forsvinde. 

Sådan lyder det til The Irish Times fra to medlemmer af Ed Sheerans nu tidligere backingband Beoga, der som en konsekvens af polemikken valgt at trække sig fra den igangværende Loop-tour.

»Folk vil huske det standpunkt vi tog, og de vil huske det standpunkt, som Ed tog,« som Eamon Murray siger:

»Det vil forfølge ham. Det bliver han nødt til at kæmpe med.«

Kort fortalt handlede balladen om, at Macklemore som opvarmning for Ed Sheeran havde sagt »befri Palæstina« på scenen, og det blev flere stenrige stadionejere i USA sure over.

De slog fast, at Macklemore skulle pilles af plakaten, hvis Ed Sheeran ville fortsætte sin tour på de planlagte arenaer.

Sådan endte det.

Men hurtigt trak alle øvrige opvarmningsnavne sig i protest mod den beslutning, heriblandt danske Lukas Graham og altså Beoga.

»Beslutningen om at forsvare ytringsfriheden og retten til at tale om Palæstina var en meget let beslutning at tage for os som band,« siger Niamh Dunne fra Beoga.

Kollegaen Eamon Murray understreger, at de i bandet ikke er uvenner med Ed Sheeran, der flere gange har forklaret, at han gerne vil forholde sig upartisk til alt.

Men i følgende tilføjelse lyder det også, at Ed Sheeran selv burde have droppet turneen som en konsekvens af sagen.

»Min holdning over for Ed og alle andre er: Du kan sige, hvad du vil, men hvis du ikke skrider til handling, betyder det ingenting,« siger Eamon Murray:

»Du kan komme med 100 udtalelser, men hvis du ikke aflyser koncerterne, er det ligegyldigt, hvad du siger, Når du ikke gør noget. Alle burde åbent og frit kunne sige 'befri Palæstina'. Vi støtter et frit Palæstina.«

Ed Sheerans tour er stadig i gang, og han har fundet nye kunstnere til at varme op for sig.