Årtiets mest streamede artist på Spotify.

Det er en titel, som den canadiske rapper Drake nu kan bryste sig af.

Det står klart, efter at musiktjenesten har offentliggjort nogle af tallene fra deres årlige statistik, Wrapped, der viser hvilke artister og musiknumre, som millioner af Spotify-brugere har valgt at lytte til i det seneste år.

I dette års udgave af Wrapped har musiktjenesten medtaget en række statistikker, der er indsamlet siden starten af dette årti. Og det er altså blandt disse tal, at Drake høster den fine titel, som årtiets mest streamede artist.

På listen over de fem mest streamede artister topper Drake selvfølgelig listen, efterfulgt af popsangeren Ed Sheeren, rapperen Post Malone, popsangerinden Ariana Grande og rapperen Eminem.

Værd at bemærke i den forbindelse er, at på listen over de mest streamede musiknumre siden 2010, toppes listen af Ed Sheeren med nummeret 'Shape of You', som forviser Drake til andenpladsen med sit hit 'One Dance'.

Ed Sheeren optræder faktisk to gange på den samme liste, da han også indtager femtepladsen over årtiets mest streamede numre med hittet 'Thinking out Loud'.

Alligevel var de to numre ikke nok til at slå Drake af pinden som den mest streamede artist.

Som om at den 33-årige canadiers præstation ikke allerede var imponerende nok i sig selv, så er Drake slet ikke at finde på 2019 listen over de mest streamede artister i år.

Til gengæld er både Post Malone, Ariana Grande og Ed Sheeran at finde på listen på henholdsvis første, tredje og fjerdepladsen over de mest streamede kunstnere i 2019.

Det har dog ikke været nok til at fravriste den imponerende titel fra den canadiske rapper.

Hvorvidt det er muligt for 33-årige Drake at fastholde førstepladsen, når der til næste år tages hul på et nyt årti, må være op til Spotify-brugerne og tiden at vise.