Det er tid til vagtskifte hos det DRs ældste underholdningsprogram i radioen - Giro 413 - der bliver sendt på DAB-kanalen P5.

Den nuværende vært Margaret Lindhardt har i en alder af 67 år valgt at på pension efter 20 år på programmet, og sidste gang hun sidder bag mikrofonen er 28. maj mellem klokken 12.15-14.00.

'Efter 36 skønne, fantastiske og lærerige år i DR har jeg valgt at stoppe. Jeg er stadig vældig glad for mit arbejde og for at være ansat i DR, men jeg synes, at tiden nu er inde til at prøve helt selv at bestemme over min tid. Der er så meget, jeg har lyst til at gøre og opleve, mens tid er,” siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Giro 413’ har jo været mit hjertebarn, og jeg har nydt de snart 20 år, jeg har været vært. Det har været en helt særlig fornøjelse at lave et program, hvor man både glæder en masse mennesker med hilsner og meget forskellig musik - og samtidig gavner udsatte børn og unge – et program, som oven i købet har en alenlang og farverig historie og tradition. Det er meget mere end et radioprogram. Jeg kan også godt lide den særlige lytterkontakt, man har i programmet, og det glæder mig, at holdningen til ’Giro 413’ er så positiv, selv om det er 70 år gammelt,' siger P5-værten.

Hendes afløser bliver den et år yngre Peter Sten, der er vært på P5. Hans første arbejdsdag på det 70 år gamle radioprogram bliver 4. juni, oplyser DR.

Her er den nuværende værts afløser - Peter Sten.
Her er den nuværende værts afløser - Peter Sten. Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1
Vis mere

Peter Sten fortsætter i fodsporene på Karl Bjarnhof, Otto Leisner, Arne Myggen, Arne Honoré, Mogens Landsvig, Johannes Rasmussen, Erik Kaare, Nete Schreiner og Jimmy Stahr, som alle har været værter på programmet. Dog er Margaret Lindhardt den vært, som har været længst på programmet.

P5s kanalredaktør Lasse Roldkjær er glad for sin nye vært.

'Giro 413’ er blevet kaldt ”lyden af søndag”, og det er om noget et program, som rigtig mange har en erindring om – enten fordi de hørte det som barn, som jeg selv har gjort, har samlet ind til det, eller fortsat stiller ind på udsendelsen søndag efter søndag. Margaret Lindhardt er den i ’Giro 413’-historien, der har været vært på programmet længst, og hun har gjort en kæmpe indsats i de sammenlagt 20 år, det er blevet til. Det glæder mig, at Peter Sten er parat til at overtage posten og videreføre tradition med at samle ind til udsatte børn og unge i Danmark. Peter har bevist i sit formiddagsprogram ’Peters Verden’, at han besidder de kvaliteter, der skal til for at kunne begå sig som vært på ’Giro 413’, så jeg er overbevist om, at han vil gøre det godt – nøjagtig som han gør det hver formiddag på P5,' siger han.

Margaret Lindhardt holdt en pause på omkring tre års tid, indtil hun igen i 2014 overtog roret på radioprogrammet, da det blev flyttet fra DR P4 til P5. Udover at underholde danskerne hjemme i stuerne, så har programmets formål været at indsamle penge til udsatte børn og unge.