Søren Torpegaard Lund gjorde alt, hvad han kunne, og sang Danmark til en syvende plads i lørdagens Eurovision-finale.

Det er det bedste resultat, Danmark har opnået i 13 år.

Det til trods, kan DR ikke garantere, at Danmark stiller op til sangkonkurrencen i 2027, skriver Se og Hør.

Efter lørdagens afgørelse i Wiener Stadthalle i Østrig spurgte mediet DRs Grand Prix ansvarlige, Erik Struve Hansen, om Danmark vil være med i Eurovision i 2027.

Hans svar lød:

»Vi har jo helt sikkert gerne villet være med i år – og indtil videre tænker jeg ikke, der er så meget ændret på den konto. Men det er ikke noget, vi overhovedet har vendt endnu.«

Erik Struve Hansen tilføjede dog, at der helt sikkert bliver et dansk Melodi Grand Prix næste år i Kolding.

Allerede i år valgte flere lande blandt andre Spanien, Island og Irland at trække sig fra musikkonkurrencen. Det skete, efter at Israel i december fik grønt lys til at deltage, skrev DR dengang.

I et debatindlæg rettede en række danske profiler – herunder Knud Vilby, Mogens Lykketoft, Birgitte Rahbek, Kirsten Thorup og Paula Larrain – i april en skarp kritik mod Danmarks Radios deltagelse i det netop afholdte Eurovision.

»Det var en fejl, at EBU (European Broadcasting Union, red.) ikke udelukkede Israel fra konkurrencen på baggrund af brud på værdigrundlaget, og DR burde have markeret værdigrundlaget ved at trække sig ligesom for eksempel Spanien og Island. Om ikke andet så i respekt for de titusindvis af civile ofre i en årtier lang og blodig konflikt,« lød kritikken i indlægget.

Forklaringen på, at Danmark valgte at stille til Eurovision 2026, lød fra Gustav Lützhøft, der er redaktionschef for DR Kultur, Debat og Musik:

»DR stiller op i ESC (Eurovision Song Contest red.), fordi vi ser det som en stor kulturel begivenhed, der samler Europa omkring musik og fællesskab. For os er ESC først og fremmest en musik-konkurrence, og vores deltagelse er ikke et udtryk for støtte til enkelte lande eller politiske dagsordener.«