Selvom den kun opnåede en andenplads i 2007, står Verka Serduchkas 'Dancing Lasha Tumbai‘ tilbage som en af de mest ikoniske optrædener i Eurovisions historie.

For bag det åndssvage sceneshow gemte sig en historie om et smertefuldt fjendskab mellem Ukraine og Rusland.

Et fjendskab, som har gemt sig i flere Eurovision-sange siden da.

Men det begyndte – mener flere – med 'Dancing Lasha Tumbai‘. En sang, som bestod af både engelsk, tysk, ukrainsk, russisk – og en lille smule mongolsk, påstod Verka Serduchka, der lystrer det borgerlige navn Andriy Mykhailovych Danylko.

Ukrainske Verka Serduchka med øDancing Lasha Tumbai' i 2007.
Ukrainske Verka Serduchka med øDancing Lasha Tumbai' i 2007. Foto: SVEN NACKSTRAND
Vis mere

For selve titlen 'Lasha Tumbai' skulle angiveligt betyde 'flødeskum', fortalte hun på pressemøder forud for konkurrencen, hvor ingen af de europæiske journalister havde sprogøre nok til at sige hende imod.

Det viste sig nemlig, at 'Lasha Tumbai' bare var noget vrøvl, og fans bemærkede hurtigt, at det lød som Russia Goodbye, når det blev sunget fra scenen.

Verka Serduchka har aldrig kommenteret teorien, men i februar i år – få dage efter Ruslands invasion af Ukraine – annoncerede den ukrainske dragqueen, at hun fremover ville synge Russia Goodbye, når hun optrådte med sangen.

Mere tydeligt var budskabet, da ukrainske Jamala deltog – og vandt – med sangen '1944' i 2016.

Ukrainske Jamala vandt med '1944' i 2016.
Ukrainske Jamala vandt med '1944' i 2016. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Sangen handler om massedeportation af tatarerne fra deres hjem på Krim-halvøen i 1944, og det skabte en del furore – ikke mindst fordi den blev opfattet som en kommentar til Ruslands annektering af Krim-halvøen to år forinden.

En af de vigtigste regler i Eurovision er, at man ikke må sprede politiske budskaber, så russerne var selvsagt sure over sangens tema.

Jamala klarede dog fripas, da Eurovision-arrangøren European Broadcast Union (EBU) mente, at sangen var historisk frem for politisk.

Det er dog en kendt holdning i Eurovision-kredse, at '1944' vandt netop på grund af denne kontrovers. Ikke mindst fordi Rusland faktisk havde været favorit til at vinde inden da.

Der er dog også sange, som er blevet afvist for deres stikpiller til Rusland.

I 2009 blev Georgiens 'We Don't Wanna Put In' diskvalificeret, da EBU medgav, at det var et åbenlyst forsøg på at få lov at synge 'We Don't Want Putin' foran hele Europa – det skete i øvrigt, efter at Rusland året forinden havde valgt at gå i væbnet konflikt med Georgien.

Det er nemlig ikke kun ukrainerne selv, der skilter med en modvilje mod det russiske folk.

Da Eurovision i 2014 blev holdt på dansk jord, blev der buhet så voldsomt af de 17-årige russiske Tolmachevy-tvillinger, at man året efter valgte at skrue ned for lyden hos publikum under den russiske deltagers optræden.

Tolmachevy Sisters blev buhet af scenen, da de repræsenterede Rusland i 2014.
Tolmachevy Sisters blev buhet af scenen, da de repræsenterede Rusland i 2014. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Mange spekulerer i, at det var derfor, Rusland i 2017 valgte at sende 27-årige Julia Samoylova, der lider af muskelsvind og sidder i kørestol. For man kan jo ikke tillade sig at buhe ad en kvinde i kørestol, lød det.

Hvorvidt man kan det, fandt vi aldrig ud af. For showet blev afholdt i Ukraine det år.

Og da Julia Samoylova tidligere havde optrådt på Krim-halvøen, blev hun nægtet indrejse i Ukraine, da det strider mod ukrainsk lovgivning at rejse til Krim via den russiske grænse.

Julia Samoylova skulle have repræsenteret Rusland med 'Flame Is Burning' i 2017, men blev udelukket fra konkurrencen.
Julia Samoylova skulle have repræsenteret Rusland med 'Flame Is Burning' i 2017, men blev udelukket fra konkurrencen. Foto: RUSSIAN TV CHANNEL 1 PRESS SERVI
Vis mere

Nogenlunde det samme skete i år, hvor den ukrainske deltager Alina Pash blev beskyldt for at have besøgt Krim-halvøen i 2015 uden tilladelse, og desuden nægtede at underskrive en kontrakt om, at hun ikke ville optræde i Rusland.

Kulturministeriet i Ukraine udtalte, at kun 'patrioter, som er bevidste om deres ansvar', må optræde i Eurovision, og Alina Pash trak sig.

I stedet vil Ukraine nu blive repræsenteret ved rapgruppen Kalush Orchestra, der – modsat resten af Ukraines mandlige indbyggere, som skal blive og kæmpe – har fået særlig tilladelse til at forlade Ukraine.

Kalush Orchestra skal repræsentere Ukraine i år med 'Stefania'.
Kalush Orchestra skal repræsentere Ukraine i år med 'Stefania'. Foto: YARA NARDI
Vis mere

Det er altså tydeligt, at Eurovision som et apolitisk pusterum er en utopi, selvom EBU flere gange har forsøgt.

Det skete senest i februar, da en række regeringer – inklusive den danske – krævede at få Rusland udelukket fra det gode selskab.

EBU forsøgte længe at argumentere for, at Eurovision skal samle, ikke splitte. Men da flere lande truede med at trække sig fra konkurrencen i protest, bukkede den til sidst under og udelukkede Rusland.

Til lørdagens finale kommer konflikten mellem Rusland og Ukraine formentlig også til at spille en afgørende rolle.

I øjeblikket er den ukrainske sang spået svimlende 45 procents chance for at vinde hos de internationale bookmakerne. En overbevisende favoritværdighed, hvis lige aldrig tidligere er set i det europæiske grandprix.