Årets helt store Forbrugsfest, black friday, er både elsket og hadet af mange.

De sidste to år har en måske noget overraskende virksomhed meldt sig ind i rabatræset.

Det kongelige teater kunne nemlig glæde deres teaterglade gæster med en pæn besparelse, hvis de sad klar ved tasterne fredag i sidste uge.

Teatret lagde op til, at man på denne første fredag efter thanksgiving kunne købe to billetter til prisen på en enkelt på udvalgte forestillinger.

Der var altså lagt op til, at en tur i de fornemme sale blev en smule mere tilgængeligt.

Men for lidt over 800 købeglade kunder vendte mundvigen sig hurtigt nedad, da de først havde smidt deres sparekroner i scenekunstens pengekasse.

Cirka 800 personer fik aldrig deres billetter, da Det Kongelige Teater oplevede IT-problemer under black friday.
Cirka 800 personer fik aldrig deres billetter, da Det Kongelige Teater oplevede IT-problemer under black friday. Foto: Det Kongelige Teater
Vis mere

De modtog hverken en kvittering for købet eller billetter til forestillingen.

I stedet blev de mødt af en undskyldende mail fra Det Kongelige Teater. Mailen forklarede, at der var sket fejl under transaktionerne.

Ifølge PR- og pressechef for Det Kongelige Teater, Michael Jannerup, var presset for dagens salg så stort, at it-systemerne simpelthen ikke kunne følge med.

Han maner dog de frustrerede kunder til ro.

»Kunderne får mulighed for at købe samme slags billetter til samme pris. Vi vil gerne beklage det besvær, fejlen medfører.« siger han.

Det Kongelige Teater kan tilsyneladende ikke overføre penge tilbage automatisk, så det kræver en indsats fra kunderne selv, hvis de ikke vil smide pengene ud af vinduet.

Gæsterne er godt på vej tilbage i de danske teatre.
Gæsterne er godt på vej tilbage i de danske teatre. Foto: www.statistikbanken.dk/scene10a
Vis mere

I den undskyldende mail forklarer teatret, at man som kunde skal skrive til dem med informationer om sit køb. Derefter vil man få muligheden for at købe billetter til den fordelagtige pris igen.

Scenekunsten har ellers luft under vingerne. 

Under coronanedlukningen blødte de danske teatre publikum, men Danmarks Statistik fortæller, at der i sæsonen sidste år var 1,6 millioner flere gæster end året forinden. 

Det er dog ikke lige så godt som sæsonen 2018/2019, hvor der med 2,1 millioner gæster var 321.000 flere gæster end sidste år på teatrenes permanente scener.