December er for mange lig med julekalender, julegodter, julegaver – og julemusik.

Men særligt sidstnævnte er noget, der kan splitte danskerne. I hvert fald viser en ny YouGov-analyse foretaget for MTV Radio, at den julesang, som danskerne elsker allermest, også er den, som allerflest er trætte af.

Det skriver TV 2.

På førstepladsen – på begge lister – ligger nemlig den gamle klassiker 'Last Christmas' af Wham!.

De fleste kan efterhånden synge med på teksterne fra sangen fra 1984, og måske især på omkvædet, der som bekendt lyder: 'Last Christmas, I gave you my heart. But the very next day you gave it away. This year, to save me from tears, I'll give it to someone special.'

Men netop fordi den er så populær blandt nogle og bliver spillet så meget rundtomkring i butikker, på radiostationer og i folks hjem, er den samtidig også upopulær blandt andre.

Det forklarer musikjournalist og radiovært på DR Nicolai Molbech til TV 2.

»Når noget er meget populært, er der altid en modreaktion, og det tænker jeg kun er sundt og godt,« fortæller han.