Klokken 22.00 skulle Lauryn Hill være gået på scenen til Fredagsrock i Tivoli, men først kl. 23.05 gik musikken i gang. Men det er der en god grund til, forklarer Tivolis pressechef til B.T.

»Hun kommer for sent, og da hun ankommer backstage, skal hun have sat hår og makeup en ekstra gang,« siger Torben Plank, pressechef i Tivoli.

Han forklarer, at det ellers er sjældent, at Tivoli oplever, at deres optrædende kommer for sent.

»Som udgangspunkt er det ikke et problem, vi slås med, men hun er desværre kendt for ikke at starte til tiden,« siger pressechefen.

Det står ellers i de optrædendes kontrakt, at de skal gå på til tiden. Men hvorvidt det så får konsekvenser for den populære musikstjerne, ved Torben Plank for nuværende ikke noget om.

»Vi har en evaluering efter hver koncert, og der tager vi fat i hendes management for at finde ud af, hvad der er op og ned. Men jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt vi får kompensation,« siger han og beklager over for de mange fans, at de måtte vente længere end forventet.

»Vi er kede af, at hun kommer for sent, og at mange af vores gæster har ventet i lang tid. Det beklager vi. Da hun kommer ind, er hun totalt på og smiler til publikum. Men det havde da været rigtig rart, hvis hun var gået på noget før, af hensyn til de ventende fans,« siger Torben Plank

Han tilføjer, at dj-opvarmningen var en del af koncerten, selv om mange på sociale medier ellers brokkede sig over, at det ikke stod på billetten.

»Jeg tror, de fleste syntes, det var værd at vente på,« siger han.

Men er hår og sminke så en god nok grund til at komme for sent?

»Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at en verdensstjerne tillader sig at komme for sent. Det tror jeg også er sket andre steder. Jeg har dog ikke før oplevet, at en optrædende er kommet så sent på i Tivoli,« siger han.

Lauryn Hill blev i begyndelsen af sin karriere primært kendt som forsanger i det populære band The Fugees. I 1998 sprang hun ud som soloartist med det anmelderroste album 'The Miseducation of Lauryn Hill'.