Nick Cave på scenen med Grinderman i Falconer Salen.
Nick Cave på scenen med Grinderman i Falconer Salen. Foto: Klaus Beck Jensen (beckfoto.dk)

Publikum blev strøget mod hårene, da Grinderman luskede forbi lørdag.

– I woke up this morning and I thought what am I doin’ here?

Med sit karakteristiske diabolske showmanship suser Nick Cave ind på scenen til lyden af det drøneffektive åbningsnummer 'Mickey Mouse and the Goodbye Man' fra Cave og co.'s nye album 'Grinderman 2'.

Det velvalgte intronummers maniske trommer og knurrende guitar sammen med Caves messende vokal gik rent ind hos publikum, der labbede den upolerede lyd i sig. Og hvilket lydbillede.

Hvis Jim Sclavunos' trommer er den dunkende puls og Martyn Caseys bas den klippesolide bund, så tilsætter den akrobatiske multiinstrumentalist Warren Ellis en uforudsigelig velklang til musikken. Hans maniske puslen med skrigende violiner, raslende maracas og bækken er nogle af Grindermans kvaliteter.

Urkraften driver værket

Den fire mand høje musikalske bastard, der står på scenen i aften er egentlig ment som et sideprojekt til Nick Caves primære band, The Bad Seeds, som næsten er identisk med aftenens besætning. Grinderman er den musikalske ventil, hvor der er lidt mere plads til at boltre sig for d'herrer. Her er urkraften og den rå, utæmmede lyst det centrale.

I Grinderman bliver tuben klemt for liderlighed og vrede og det smitter af i det flossede lydbillede, der ud over fordums tiders The Sonics og Groundhogs også trækker tråde til Caves heroinpunkede dage i The Birthday Party.

Den konfronterende æstetik ses tydeligt i den måde som bandet gebærder sig på fra scenekanten i aftenens koncert. Der er ingen indadvendt navlepilleri her, nej tak. Her er tilskuerne med til den bitre ende.

Konfrontation

De måbende ansigter i havet bliver udpeget af den dæmonisk animerede Cave, der trodser tyngdekraften og hælder sig ind over sit publikum, mens han sender vokale kaskader i kredsløb, som på de solide 'Worm Tamer', 'Kitchenette' og 'Heathen Child'.

Gensynet med 'Get It On' fra det gamle album sætter spor ned ad rygraden. Her afvikles det minimalistiske arrangement med en vokal, der skærer igennem med deres 'words of wisdom'.

Sidst Grinderman var i landet var på Roskilde Festival i 2008. Her formåede foruden Cave, Warren Ellis, Martyn Casey og Jim Sclavunos at spille hele Orange Scene op. Det er en bedrift, som kun få musikere kan prale af.

Og det er en af de klare kvaliteter ved Grindermans show. For selv om Nick Caves røde lakjakke var udskiftet med et mere afdæmpet jakkesæt i aften, så er det en gennemgående træk ved den animerede kvartet, at den formår at skubbe musikken ud over scenekanten.

Grindermans svage side

Også aftenens svagere numre som 'When My Baby Comes', 'Honey Bee' og 'When My Loves Come Down' nåede ikke samme højder som førnævnte numre. Her kunne man måske allerede fra studiet af have ønsket mere selvkritik i gruppen.

Til gengæld bød de fem veloplagte ekstranumre bød blandt andet på det fremragende 'Palaces of Montezuma' og kulminerede i den uforglemmelige og Bad Seed'ede signatur, 'Grinderman', som sendte publikum hungrende ud i regnen.

Aftenens koncert satte to streger under Grinderman som et solidt, velspillende liveband, hvis inciterende lydbillede fik denne anmelder til at pille ørepropperne ud af ørerne undervejs af bar begejstring. Den beskidte hyletone fornægter sig ikke.

Grinderman spiller i aften, søndag på Værket i Randers. Der er stadig billetter at få.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.