Med 'Forhold og Baghold' har folk- skiffle-bandet Modspil leveret ét af årets bedste danske album.
Her svarer bandets forsanger og tekstforfatter Bo Evers på BTs spørgsmål.


1. Hvor langt tilbage går sangene - hvornår skrev du den første.

Jeg begyndte at skrive sange nærmest samtidig med at jeg begyndte at spille musik. Det var omkring 1. klasse og dengang foregik det hele på blokfløjte, som det af en eller anden grund desværre oftest gør i den alder. Efterhånden har der hobet sig et rimeligt stort lager af sange op. Nogle gemmer sig godt og andre vil oftere ud. Det har længe været en drøm at indspille en plade, men det at debutalbummet Forhold og Baghold har været så hård en fødsel har betydet, at der har været et stort bagkatalog af sange at vælge mellem. Sangvalget på pladen er en fælles modspils-beslutning, men de er blevet valgt blandt dem der pressede sig mest på for at komme ud i den periode for to år siden, da vi gik i gang med indspilningerne. De ældste sange på albummet er over 10 år gamle. På næste plade kan der sagtens komme sange der er endnu ældre med. Heldigvis lever gode sange længe - og de allerbedste er udødelige.  

2. Hvordan føles det efter så mange år som komponist (lyrik-konkurrencer mm) pludselig at stå med pladen i hånden - er det antiklimaktisk.

Det er en ambivalent følelse at stå med den færdige plade i hånden. Det er fedt på den måde, at det er lykkedes at fange de sange, der har flakset forvirret omkring - de er blevet dissekeret og hældt på plade, hvor de er blevet systematiseret og nummereret. Det er rart at kunne sige, at man vandt den kamp. Samtidig er det antiklimatisk på den måde, at det er nogle fritlevende sange, der er blevet tæmmet. Sange, og ikke mindst ”folkesange”, trives bedst som frie. De bedste versioner af sangene er altid live. Ligesom de dårligste.

3. Bliver albummet svært at følge op. Eller er du allerede klar med nye sange.

Det bliver ikke svært at fylde det næste album med sange for de er klar. Både fordi der er dukket mange nye sange op efter vi havde valgt hvem der skulle med her, og eftersom der stadig er et solidt bagkatalog at plukke fra. Det der bliver udfordringen ved næste plade er, at høste de erfaringer denne debutplade har givet.

4. Hvor kommer sangene fra. Er de baseret på fri fantasi eller personer, du møder og/eller kender.

Hvis en sang skal vække følelser, er ophavet til sangen nødt til at være en følelse. Nogle af sangene kan kobles meget direkte til personer jeg kender eller situationer jeg har været i, andre er mere sekundært udsprunget eller sammensat af flere personer eller situationer. For at få afklaring på alt det mærkelig jeg er stødt på, har ord og sætninger været et forsøg på at få sat tingene i system, perspektiveret eller afmystificeret. Det er en spændende udfordring at forsøge at beskrive et fremmed menneske eller en ukendt følelse så nøgternt som muligt. Det kan føre mange ting med sig. De mest alvorlige sange er måske kommet i forbindelse med en form for selv-terapi, men flertallet af sangene er fremkommet i en kombination af nysgerrighed, leg og kærlighed til sproget. Ords betydning og det at lege med sætninger. Fascinationen af hvordan nogle sætninger, eller ord i rigtig rækkefølge, kan ramme en eller anden nerve. Det er smart.


5. Fortæl om din egen opvækst som komponist - Hvornår skrev du din første sang/digt. Og hvordan fandt du ud af, at dit talent i den retning er lidt ud over det sædvanlige.

Jeg spillede altid for og med mig selv da jeg var mindre. Musikken og lyrikken har været noget meget personligt, som jeg enten holdt i mit eget univers eller kun delte med nære venner. Jeg skrev det helt klart af egoistiske, eller terapeutiske, grunde. Det er senere blevet en slags styrke, at jeg så tidligt fik erfaring med at skrive om følelser. Jo mere interesseret i musik jeg blev, jo mere har jeg søgt mod at sætte simple ord og melodier til følelser. Det stræber jeg stadig efter. Men jeg er med tiden blevet bedre til også at kunne lægge en mere selvironisk vinkel på.

6. Hvad er dine største forbilleder. Og hvilke tre sange ville du ønske, at du selv havde skrevet.

Uha, den er svær for det betyder jo et fravalg af så mange andre. Dem du pegede på i din anmeldelse er alle mine forbilleder. Jeg har skamlyttet til mange af de helt klassiske, store sangskrivere som jeg er stor beundrer af: John Mogensen, Sebastian, Vreeswijk, Kim Larsen, Anne Linnet, Johnny Madsen, Dylan, Waits, Lennon, Bowie, Tracy Chapman, Lisa Ekdahl, Amy Winehouse, Paul Simon og bands som Rage against the machine, Nirvana, Kaizers Ochestra, Beatles, Arctic Monkeys, øhm... der er så mange... Nu glemmer jeg helt sikkert nogle vigtige...

Må jeg vælge fire kærlighedssange jeg gerne ville ha skrevet?

Tomtebloss (af Cornelis Vreeswijk), Johnsburg, Illonois (af Tom Waits), To Ramona (af Bob Dylan) og Her er en sang (af Sebastian). Jeg ville også meget gerne have skrevet sjove sange som Fy-fy-skamme (af Søren Kragh-Jakobsen), Den grimmeste mand i byen (af Shel Silverstein/Thøger Olesen) eller Resistansen (af Jan Ove Ottesen).

7. Hvor langt er der fra den ganske almindelige danske hverdag til din egen lyriske version.

Hvis lyrik skal fungere er det, efter min mening, nødt til at være tæt forbundet med hverdagen. Alt det vrøvl man går og siger og hører i løbet af en dag, er en guldgrube af poesi. Hver eneste sætning i en dagligdagssamtale er vist per definition lyrik, hvis den bare bliver skrevet ned. Og sat i den rette kontekst, kan selv de mest ubetydelige ligegyldigheder transformeres til stor poesi. Det vigtigste vi siger til hinanden er sjældent Kierkegaard-citater. Det er den måde vi siger "Tak for sidst" eller "Be' om osten" på. Og hele kunsten ligger netop i enkeltheden. Det der ikke fungerer i en hverdags situation fungerer også sjældent som lyrik. Når alt kommer til alt, er det hverdagen der former os og de følelser vi render rundt med der, som definerer os.

8. Hvad lægger du først mærke til, når du møder/snakker med et (for dig) nyt menneske.

Generelt er det første jeg lægger mærke til ved andre mennesker meget afhængigt af sammenhængen vi mødes i, og hvor jeg selv er mentalt. Det er klart at foretrække folk, der ikke er bange for at falde igennem, te sig lidt og tør stå inde for deres særheder og være nogle typer. Som udgangspunkt er jeg fokuseret på om de har en legesyg udstråling eller ej. Jeg må dog også indrømme, at jeg stadig lægger meget mærke til mig selv, når jeg møder nye mennesker. I hvert tilfælde hvis jeg er ædru. Så kan jeg godt være sådan meget teenage-agtig og tænke over hvad de mon tænker om mig og hvordan jeg selv virker. Jeg håber de fleste af dem jeg møder har det som jeg, for så er der ingen af os der opdager hvor kikset den anden er. Jeg prøver virkelig at slippe det teenage-syndrom med hvad andre mon tænker.

9. Er det svært at få folks opmærksomhed (radioplay, presse mm) med jeres slags musik. Er den bombastisk og højtråbende nok. Hvad er jeres taktik.

Det er sjældent svært at få folks opmærksomhed når vi spiller live. Det er derimod svært at få airplay. På de store kanaler som P3 og P6 er det ikke sket. Med fare for at lyde forstokket kan man undres over, at så mange licensstøttede radiokananaler vælger at køre de samme 5 plastikpopnumre i ring - der oftest lyder som en afart af børnemusik. Ikke mindst lyrisk. Det svarer til, at der kun bliver vist "Ramasjang" på de store licensstøttede tv-kanaler. Det er svært at forstå med så mange dygtige, originale musikere, der trods alt er at vælge mellem. Vi er blevet spillet en smule på P4, men mest en sen nattetime eller en hverdags formiddag. Det ville være fedt at blive mere eksponeret den vej. Vores taktik er at lave så solide sange som muligt, serveret på en så solid facon, at det bliver svært at ignorere. Det lyder muligvis ikke særlig originalt, men det kan virke sådan hvis man hører radio. Det gør jeg meget sjældent. Så hvem er jeg overhovedet til at udtale mig om radioen.

10. Hvad er dit favorit scenarie - fremtiden for dig og Modspil.

Vi håber på at få en form for fodfæste. Ikke for at stå så solidt plantet at vi ikke kan flytte os, men jordbunden nok til at vi kan få jorden til at ryste hvis vi hopper i takt. Det nærmer vi os hele tiden. Vi har det godt med at være et outsider-orkester på den måde, at folk bliver overraskede når de hører musikken. På den anden side er det en utrolig gavn at have en eller anden form for navn, når der skal bookes koncerter. Vi har heldigvis oplevet at appellere meget bredt til publikum rent aldersmæssigt. Fra unge danseglade teenagere på f.eks. Nakke Festival til et ret modent, kærligt-vuggende publikum på f.eks. Tønder Festival. Sådan vil vi gerne fortsætte. Og så vil vi gerne bare blive ved at spille en masse koncerter. Den danske sommer passer så perfekt til festivaler. Og vinteren passer rigtig godt til studieindspilninger. På et godt år.