16. juni går Danmark på banen mod Peru i den første kamp i VM-gruppespillet i Rusland. Og hjemme i stuerne og ude foran diverse storskærme kommer Thomas Helmigs spritnye VM-sang formentlig til at brage igennem.

'Hele Danmark Op At Stå' hedder sangen, men foreløbigt virker det ikke til, at Hr. og Fru Danmark er på vej op af sofaen i begejstring over sangen fra sølvræven, Helmig.

En Jimmi Christensen skriver blandt andet på Herrelandsholdets Facebookside, hvor den er offentliggjort.

'Nu bryder jeg normalt ikke om at sige dårlige ting om folks arbejde....meeen det er sgu en ommer! Skudt helt skævt. Mindes ikke en slutrunde sang der har været så kedelig. Men heldigvis er det drengene der skal spille og ikke musikken.'

Hans synspunkt virker til at være delt blandt de fleste af dem, som har skrevet på opslaget.

Men Politikens anmelder, Simon Lund, er mere begejstret for sangen, som får fire ud af seks hjerter.

'Thomas Helmig har skabt den helt rigtige balance mellem stadionhymne og popsang,' skriver han blandt andet og lægger vægt på i sin anmeldelse, at man måske skal lytte til den et par gange, før den hænger fast.

Han indrømmer dog:

'Når det er sagt, så har Thomas Helmig skrevet bedre sange, og der findes stadionsange med meget mere slagkraft.'

Også landsholdsspillerne, som deltager i den obligatoriske musikvideo til VM-sangen, er glade for resultatet.

»Sangen tikker alle de bokse, som en VM-sang skal. Der skal være gang i den, god melodi, man skal kunne synge med og have en god følelse, når man hører den. Jeg synes, den er rigtig god,« siger den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel, der forhåbentligt kan være med til at føre os til sejr i Rusland.

Lyt til hele sangen her og giv din mening tilkende i afstemningen bagefter.