Da Toke Jacobsen for 13 år siden havde Taylor Swift i telefonen, greb han chancen.

'Vil du giftes med mig?' spurgte han, og i et kort sekund lød det som om, hun sagde ja til den dengang 19-årige dansker.

Hypen omkring Taylor Swift har måske aldrig været større.

Den 35-årige amerikanske popstjerne slår konstant nye rekorder med sin musik og koncerter, og for tiden er interessen eksploderet yderligere, da hun er blevet forlovet med den amerikanske fodboldstjerne Travis Kelce.

Taylor Swift blev for nyligt forlovet med den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce.
Taylor Swift blev for nyligt forlovet med den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce. Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Da hun tilbage i 2012 stadig var et relativt nyt navn i Danmark og skulle promovere albummet 'Red', fik det i dag lukkede danske musikmedie Poplick tilbudt 20 minutters telefoninterview med popstjernen.

Denne artikels skribent var redaktør på Poplick og gav interviewet til Toke Jacobsen, der var praktikant på mediet og stor fan af Taylor Swift.

»Det var et stort øjeblik,« husker Toke Jacobsen i dag tilbage og fortsætter:

»Hun var ikke så stor dengang, som hun er i dag. Det var lidt tankstationsmusik, men jeg kunne godt lide hende og greb selvfølgelig chancen for at få lov til at snakke med hende.«

Toke Jacobsen tog i 2012 chancen og friede til Taylor Swift.
Toke Jacobsen tog i 2012 chancen og friede til Taylor Swift. Foto: Privat

Selve interviewet husker han som en rodet omgang - ja, generelt husker han det ikke som noget særligt godt interview.

Men da deres samtale om hendes liv og karriere var ved at nå til vejs ende, kunne han ikke dy sig.

»Jeg var 19 år og boede i mine forældres kælder. Hun var 22 år og en succesfuld millionær. Vi kunne da være et ret godt match,« griner han og fortæller, så hvordan han afsluttede interviewet med at fri til Taylor Swift.

»Det var sådan en fastnet-forbindelse med tre-fire sekunders forsinkelse,« forklarer han først og fortsætter:

Taylor Swift under en koncert i 2012.
Taylor Swift under en koncert i 2012. Foto: Steve Marcus/Reuters/Ritzau Scanpix

»Først siger jeg: 'Taylor, et sidste spørgsmål?'. Der er stilhed, så jeg tænker, at hun afventer mit spørgsmål. Så spørger jeg: 'Vil du giftes med mig?'.«

På grund af telefonforbindelsen kommer Taylor Swifts svar lidt forsinket, og derfor er det første, Toke Jacobsen hører hende sige: 'Ja, selvfølgelig'.

»Det var selvfølgelig hendes svar på mit første spørgsmål. For bagefter begynder hun at grine og siger så 'du er sød'. Jeg har stadig det hele på bånd,« fortæller han.

Herefter blev der sagt 'farvel og tak', og så var de tyve minutter med Taylor Swift ovre.

»Jeg blev da lidt såret, da jeg så, at hun havde sagt ja til Travis Kelce, for jeg synes på en måde at vores forhold var lidt uafsluttet,« griner Toke Jacobsen og tilføjer med et glimt i øjet:

»Hun er jo kendt for at skrive sange om sine tidligere romantiske forbindelser, så jeg giver da altid lige hendes album et lyt for at se, om jeg skulle have klaret cuttet denne gang.«

I dag har Toke Jacobsen skiftet karrierespor og arbejder som IT-konsulent.

Interessen for Taylor Swift er også aftaget en del, tilføjer han:

»Da hun blev sådan rigtig stor, faldt jeg lidt fra. Hun var jo min lidt hemmelige guilty pleasure, så da hun ikke længere var så hemmelig, blev jeg lidt kontrær.«

Taylor Swift har endnu til gode at give koncert i Danmark.

Skulle hun kigge forbi en dag, har Toke Jacobsen en plan.

»Så må jeg nok få lavet et skilt, som jeg kan holde op med teksten 'call me back'.«