Det danske popband The Asteroids Galaxy Tour med tidligere 'X Factor'-dommer Mette Lindberg i spidsen har valgt at gå hver til sit.

Det fortæller bandet på Facebook i en hilsen til dets fans.

'Vi ønsker at fortælle jer, at grunden til, at vi ikke har rakt ud til jer i flere måneder er, at vi har besluttet at lægge Asteroids på hylden på ubestemt tid,' skriver duoen.

The Asteroids Galaxy Tour, der udgav debutalbummet 'Fruit' i 2009, bestod af Mette Lindberg og Lars Iversen, mens Mikkel Baltser Dørig, Simon Littauer og Rasmus Littauer var med på scenen, når bandet spillede koncerter.

Mette Lindberg og Lars Iversen vil nu fortsætte på musikalske projekter hver for sig.

Selvom Mette Lindberg nok er bedre kendt for sin dommertjans på 'X Factor' end sit popband herhjemme, så opnåede The Asteroids Galaxy Tour kæmpe succes i udlandet. Det skete blandt andet, da Apple brugte sangen 'Around the bend' i en reklame for dets iPod Touch, mens 'The golden age' blev brugt i en international reklame for bryggeriet Heineken.

The Asteroids Galaxy Tour i 2014.
The Asteroids Galaxy Tour i 2014. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

The Asteroids Galaxy Tours første spillejob nogensinde var som opvarmning for Amy Winehouse, har Mette Lindberg tidligere fortalt Alt for damerne.

»Fordi vores manager kendte hendes manager. Vi havde seks sange, spillede 20 minutter på scenen og var totalt rædselsslagne for, hvordan det skulle gå, for vi havde kun øvet to gange med hele bandet. Vi mødte ikke selv Amy personligt, men fik at vide, at hun syntes, at det var cool, at vi varmede op.«

Herudover har bandet været fast opvarmning under Katy Perrys Europa-tour i 2009.