Komponisternes og sangskrivernes forening har væltet deres bestyrelse fordi de er utilfredse med, at bestyrelsen har fyret sekretariatslederen.

Lang tids uro væltede i dag bestyrelsen i DJBFA, der er fag- og brancheorganisation for de danske komponister og sangskrivere. På en ekstraordinær generalforsamling valgte et flertal af medlemmerne at sætte bestyrelsen på porten og vælge en ny. Blandt de nye bestyrelsesmedlemmer er sangerinden Pia Raug.

DJBFA har på kort tid haft fire formænd, senest Torben Kjær, som sammen med et flertal i bestyrelsen i forsommeren fyrede sekretariatsleder Poul-Henrik Jensen på grund af samarbejdsproblemer. Det fik 387 af organisationens 1000 medlemmer til at skrive under på en protest, herunder Niels Hausgaard, Stig Kreutzfeldt, Povl Dissing og Lis Sørensen.

Pernille Bévort, der indtil i dag var næstformand, siger efter den ekstraordinære generalforsamling, at medlemmerne har talt, og at det nu er op til den nye bestyrelse at vælge formand og næstformand.

DJBFA forhandler på sine medlemmers vegne overenskomster med tv, teatre, forlag og filmbranchen.

/ritzau/