Kurt Cobain ved salatbuffeten, Bowie alene i salen til lydprøve, Lemmy og Dave Grohl der googler dit band. Danske musikere har mødt de store stjerner i både tilfældige og uventede situationer. Her kommer par anekdoter fra det virkelige liv.
Michael Poulsen, Volbeat - og Lemmy, Motörhead
Volbeats Michael Poulsen og salig Lenny Kilmister fra Motörhead har stået ansigt til ansigt flere gange, både på og uden for scenen. Det gjorde særligt ondt på Volbeat-kaptajnen, da meldingen om rock-ikonets endeligt tikkede ind i julen 2015, fire dage efter legenden rundede de 70. Volbeat-kaptajnen fortæller om de sjove møder med det hårdkogte bas-ikon:
»Han var en meget, meget sympatisk, intelligent og sjov fyr. Lemmy var meget simpel og ligetil og derfor let at være sammen med. Jeg mødte ham første gang på en festival. Jeg tænkte: jeg må bare sige et eller andet, så jeg kan sige, jeg har sagt noget til Lemmy. Jeg råber i forbifarten »Hey father«; han kigger på mig og siger med whiskyrøst: »Yeah, I might be«.
Da vi senere turnerede sammen, kommer Mikkey Dee (Motörhead-trommeslager, red.) og siger, at jeg skal synge andet vers på ’Killed by Death’.
»Det kan jeg ikke bare,« sagde jeg, men jeg endte med at gøre det. Vi fandt Lemmy, der sad og hev i en enarmet tyveknægt, og han var klar i mælet om, hvad jeg skulle synge: 'Second verse will always be second verse,' sådan er det når man gæsteoptræder hos Motörhead.
Så mødes vi igen på en festival, hvor vi begge spiller. En fyr kommer for at hente mig, Lemmy vil snakke med mig. Han spiller hele den nye Motörhead-plade for mig, sidder og drikker Jack D og lytter til pladen. Jeg er meget begejstret og kommenterer undervejs, men han siger ingenting. Lidt senere læser jeg i et interview, at det er meget normalt, at han spiller ny musik for venner og bands, men at han hader, når de siger noget, de skal bare holde kæft og lytte.«
Claus Hempler – Kurt Cobain, 26. juni 1992.
Den historiske dag hvor Danmark vandt EM i fodbold, og hvor først Pearl Jam og efterfølgende Nirvana spillede på Roskilde Festival. Men inden de to rock-giganter fik Dyrskuepladsen til at gå i grunge-vibrationer, var det Fielfraz der åbnede den historiske dag på Orange Scene. Da den unge fynske forsanger Claus Hempler senere hang ud backstage, kom han i snak med Kurt Cobain. Claus fortæller
»Det var meget tilfældigt. Jeg kom i snak med ham backstage, hvor han gik og ledte efter noget salat. Det var meget stille og roligt. Men han gik virkelig og undrede sig over hvorfor der var stillet så mange Tv-skærme op over det hele, og hvad det var alle gik og var så begejstrede over.«
Modsat Hempler selv - og for den sags skyld Pearl Jam – skal det siges, at Kurt Cobain i sit korte liv, ikke ligefrem var den store sportsfan.
En super-trio. Tim Christensen, Lemmy og Dave Grohl
Fredag den 2. juli 2010 var en begivenhedsrig dag for musiker Tim Christensen. Ikke alene fyldte han 36 og skulle spille på Orange Scene med Dizzy Mizz Lizzy på Roskilde Festival. Han hang også ud med to af rockmusikkens største navne backstage.
Det var afslutningen på Dizzy Mizz Lizzys første genforening siden triumfen midt i 90erne, og det var foran et publikum, der havde ventet alt for længe på af se deres gamle helte igen. Folk gik ganske enkelt amok. Alle kendte bandet og sangene udenad, på nær to, Lemmy og Dave Grohl, der var noget chokeret over så massivt et fremmøde og en reaktion på et rockband, de aldrig havde hørt om. Tim fortæller
»Motörhead skulle spille søndag, og Dave Grohl, som var Lemmys gode ven, skulle spille med sit band Them Crooked Vultures (Josh Homme og John Paul Jones, red.). Så de stod der backstage, og så mingler man jo lidt.
»Vi snakkede om vores bandnavn. Der var ingen af dem, der kendte os, men Lemmy kunne huske referencen, som er en gammel rocksang (af Larry Williams og siden indspillet af The Beatles, red.),« siger den danske musiker. Mødet mellem de tre (fra venstre: Lemmy Kilmister, Dave Grohl og Tim Christensen) blev foreviget og siden lagt på Tim Christensens Facebook:
Nerve – David Bowie – En debutkoncert man husker
For omkring 20 år siden spillede David Bowie i København. Det nu gendannede rockband The Sandmen, havde den gang kastet håndklædet i ringen, og i stedet havde nogle af medlemmerne dannet, det mere elektroniske Nerve, som dengang fik supporttjansen for det nu afdøde musikikon. Nerves debutkoncert. Bassist Ole Wennicke fortæller:
»Det var meningen, at Morrissey skulle spille support på denne tour, men han meldte fra, så Bowie var afhængig at lokal opvarmning. Nerve var dannet måske 6 måneder før, og vi havde ikke fået udgivet vores debut cd endnu og aldrig spillet live før. Mens vi satte gear op gik Bowie rundt og hyggede sig med et glas rødvin på scenen. Lydprøven i Valbyhallen er uden sidestykke nok den mest ejendommelige jeg nogensinde har været ude for. En helt tom hal med Bowie og en af hans folk på 10 række midtfor. Han ville nok sikre sig, at vi ikke gik i gang med en forkølet udgave af ’Johnny B. Goode’. Men Nerve spillede jo en fusion af rock og dance, og der var ingen indvendinger. Efter vores set stod han pludselig i vores omklædningsrum ''Allo', og så gik alt lyset, som han kom til at slukke, da han lænede sig op af væggen. Så stod han lidt og fumlede og lyset kom på igen. "Allo again' - og så det der smil. Han var så venlig og sød at rose vores opvarmning hjerteligt og sagde »You're a really great band.« Det reddede ligesom min dag, flink mand, stor kunstner. RIP.
Lukas Graham og Mø
Denne skribent var i foråret 2015 i Los Angeles for at besøge Lukas Graham, der var i fuld gang med at indspille. Lukas var den gang et varmt navn her hjemme, men relativt ukendt i det store udland. Godt placeret i Hollywood Hills spillede Lukas en masse præ-indspilninger for mig. Herunder et nummer med titlen '7 Years', som jeg i øvrigt ikke tog nævneværdig notits af. Lukas kom i stødet og ville tilbage til studiet for at indspille noget mere vokal. Efter en mindre køretur ned af bjerget, kom vi til et lille vokalstudie, hvor notabiliteter som Elton John og Peter Gabriel også har ladet røsten klinge. Men først skulle der provianteres. Overtegnede, Lukas og manager Lasse Siegismund gik ind i et tæt på mennesketomt supermarked. »Hva så smukke pige!!«. Kommer det pludselig fra Lukas på klingende Christianitisk. Jeg vender mig, om, hende kender jeg også, Karen.
Helt tilfældigt er Mø alene på indkøb i samme supermarked. Hun skal ha’ noget for at lindre halsen. Hun er hæs og stemmen er ved at forsvinde, fortæller hun, og hun skal optræde på Coachella festivalen to dage senere. Lasse foreviger skribenten den danske konge og dronning af international pop.
