Hvorfor består melodi grand prix oftest af ukendte sangere og tidligere deltagere fra talentshow som 'X Factor'? B.T. spurgte de danske popstjerner på den røde løber til årets Zulu Awards. Se deres svar herunder.

Sys Bjerre og Isam B fra Outlandish. Når der den 7. marts afholdes Dansk Melodi Grand Prix i Royal Arena, står de to ud som de eneste i feltet af deltagere med en lang karriere på hitlisterne bag sig.

Resten består af tidligere 'X Factor'-deltagere og mere eller mindre ukendte navne som Kenny Duerlund, Benjamin Kissi og Maja og de sarte sjæle.

Til årets Zulu Awards fortæller Lina Rafn og Paw Lagermann fra Infernal, at de er blevet spurgt mange gange, om de ikke ville stille op i Dansk Melodi Grand Prix. De har altid takket pænt nej tak.

Lina Rafn og Paw Lagermann til Zulu Awards 2020.
Lina Rafn og Paw Lagermann til Zulu Awards 2020. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Vi har ikke følt os inspireret af det. Vi kan godt lide at have minimum 75 minutter til at brænde al krudtet af på, som man fx har på festivaler. De tre minutter, man har til melodi grand prix, bliver lidt for hektisk,« fortæller Lina Rafn.

»Hvis man ikke vinder, og tager den hele vejen i det internationale, er det nødvendigvis heller ikke et boost for karrieren. På den måde synes jeg også, det er lidt risky at stille op,« tilføjer Paw Lagermann.

»Det er jo et spørgsmål om smag og behag. De prøver at udvikle showet, og det kan da være en dag, men lige nu er det ikke for os. Det er lidt sin egen genre, som fx musicals er blevet,« slutter Lina Rafn.

Hjalmer Larsen, der dukkede op på den danske musikscene i 2017, har endnu ikke fået tilbudet, om han ville være med.

Alexander Oscar og Hjalmer til Zulu Awards 2020.
Alexander Oscar og Hjalmer til Zulu Awards 2020. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Han fortæller, at det aldrig er noget, han har overvejet. Skulle han blive spurgt, ville han formentlig også sige nej.

»Det er ikke lige noget for mig. Jeg ved ikke, om jeg ville passe ind. Det kan måske godt være. Men formatet er ikke noget for mig. Det er ikke der, mine sange skal leve.«

Annika Aakjær elsker melodi grand prix, og glæder sig til at se Sys Bjerre og Maja og de sarte sjæle, som er to kunstnere, hun beundrer, fortæller hun.

Hun er tidligere blevet spurgt, om hun ville være med, men sagde nej tak.

Annika Aakjær med ven til Zulu Awards 2020.
Annika Aakjær med ven til Zulu Awards 2020. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»De ville have mig til at synge en sang, som en anden havde skrevet, og det er ikke min ting,« forklarer hun.

»Jeg synes, de nye tiltag med live og håndspillet musik er ret spændende, og jeg har altid tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at skrive en sang til grandprixet. En anden skulle bare optræde med den,« tilføjer hun.

»Jeg tror, at det, der har holdt mig fra det, er det voldsomme fokus på, hvilken sang, der har kunnet vinde det internationale. Jeg vil hellere lave sådan en sang som dem, der blev et hit herhjemme, da jeg var barn.«

Sidste år deltog Julie Berthelsen og Humørekspressen som i forvejen etablerede kunstnere.