For to år siden solgte han traktorer for sin far i Midtjylland. I dag er 25-årige Martin Jensen Danmarks største popstjerne med millioner af fans i hele verden. BT nåede at fange den danske musiksensation, før turen går til USA.

»I morgen flyver jeg til USA. I oktober og november er jeg på Europaturné. Så skal jeg til Asien i december, så tilbage til USA i starten af næste år, før jeg har Asien igen og så en sommerturné i Europa. Siden november sidste år har jeg konstant været på farten.«

25-årige Martin Jensen er lidt af en dansk musiksensation.

Du kender ham formentlig ikke, men den ukendte, danske verdensstjernes musik lyttes til af millioner af mennesker, og nu står han midt i sin første store verdensturné, efter at nummeret ’Solo Dance’ har rundet svimlende 332 millioner afspilninger på Spotify.

Han kommer fra Låsby 17 kilometer øst for Silkeborg, hvor han i mange år måtte sælge traktorer for sin far for at kunne leve af sin hobby.

Martin Jensen var ikke noget musikalsk vidunderbarn, der startede med at gå til klaverundervisning i børnehaven, men fik for ti år siden en god ide, da han gik på Teknisk skole i det østjyske.

»Jeg spurgte en af mine venner, om vi ikke skulle starte et mobildiskotek. Jeg ved ikke hvorfor, det kunne bare være sjovt at prøve. Han var med på den, så vi tog vores opsparing og brugte 30.000 kroner på udstyr. Vi vidste slet ikke, hvad vi skulle gå efter, men købte bare alt muligt skrammel, og så var vi ligesom i gang,« husker Martin Jensen tilbage på starten af musikkarrieren.

Foto: PR Foto
Vis mere

Han blev hurtigt et hit på det lokale diskotek i Silkeborg, men Martin Jensen havde større ambitioner. Derfor var han i 2015 lige ved at miste håbet, da han stadig bare stod og spillede for det lokale publikum.

»Jeg havde spillet på den samme natklub igen og igen, og det blev ligesom at stå på en fabrik. Jeg vidste præcis, hvilket Rihanna-nummer jeg skulle sætte på for at fylde dansegulvet, og det var bare ikke udfordrende i længden. Så jeg sagde til min kæreste, at jeg ville fokusere på mit arbejde, og så lade musikken ligge. Det holdt i 14 dage,« griner Martin Jensen, der i sin lille pause blev opfordret til alligevel at udsende et nummer, han havde liggende i skuffen.

»Det var ’Night After Night’ og det streamede 600.000 gange helt uden hjælp fra pladeselskaber. Pludselig fik jeg en pladekontrakt.«

Martin Jensen fik flere virale hits med numre, hvor han samplede sjove lyde, som han havde fundet på internettet. Da han fandt et klip, hvor fodboldstjernen Cristiano Ronaldo, efter at være blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2014 brøler ’Si’, og brugte det på et nummer, fik han sit første verdenshit.

»Jeg ramte den første million fans på Facebook og kunne se, at der var efterspørgsel på min musik i hele verden.«

Den jordbundne dansker valgte dog indtil sidste efterår at fortsætte i sin fars traktorbutik sideløbende med den voksende musikkarriere. Til sidst måtte han dog sige farvel til Jylland.

»Det var alt for hårdt både fysisk og psykisk til sidst at kombinere de to verdener. Jeg boede jo på et nedlagt landbrug i Låsby og blev skør af i weekenden at spille for mange tusind mennesker i Oslo for så om mandagen stå op klokken syv om morgenen og gå på arbejde. Kontrasten blev alt for stor.«

Foto: PR Foto
Vis mere

Når Martin Jensen ikke flyver rundt i hele verden, bor han i dag til daglig i en lejlighed i indre København. Han overvejer dog kraftigt at flytte, for han er alligevel aldrig hjemme.

»Det er mega upraktisk at bo i Danmark. Det nemmeste ville være at bo i Amsterdam, hvor jeg alligevel hele tiden mellemlander.«

Han elsker, at han stadig kan gå i fred på gaden i Danmark, men efterhånden som medierne skriver mere og mere om ham, skal han også til at vænne sig til selfies og autograf-skrivninger.

»Jeg gider ikke komme frem på realitymåden med et eller andet dumt stunt. Musikken skal tale for sig selv,« forklarer han og tilføjer, at han samtidig går benhårdt efter de store hits.

»Jeg har aldrig været til indiemusik. Jeg forstår det ikke. Jeg er til pop og hård EDM (elektronisk dansemusik, red.) og vil gerne have min musik ud til det kommercielle marked.«

Derfor bruger Martin Jensen også sin fanbase til at teste ny musik af på og bad i forbindelse med sin seneste single ’Wait’ sine fans om at indsende videoer, hvor de sang en del af nummeret.

»Coca-Cola lancerer jo heller ikke en ny cola, hvis de ved, at markedet hader den. Det er kommerciel musik, og jeg kan godt lide, at folk kan relatere til det.«

Hvor stor en stjerne Martin Jensen ender med at blive, må tiden vise. Det næste års tid flyver han verden rundt og spiller for tusindvis af mennesker. Verdensstjerner som Ed Sheeran og Katy Perry har allerede haft fingrene i hans talent og hyret ham til at remixe deres musik, nu skal Martin Jensen bare beslutte sig for næste træk.

»Jeg vil sige nej, hvis Britney Spears spurgte, om vi skulle lave et nummer sammen, for jeg synes ikke, hun synger godt, men selvfølgelig, hvis Taylor Swift eller Selena Gomez ringer, så siger jeg ja.«