I aften blænder DR endnu en gang op for talentprogrammet X Factor – med første liveprogram – og i år er der en del på spil for de håbefulde deltagere. Vinderen får nemlig lov at indspille en single til sin ep med den marrokanskfødte producer, RedOne, der medvirker på intet mindre end 70 internationale hitsingler. Produceren, der er bosat i Sverige, har været med til at producere Lady Gagas gennembrudssingle "Just Dance" og efterfølgende hits såsom "Poker Face", "Bad Romance" og "Alejandro". Han har derudover arbejdet med kunstnere som Jennifer Lopez, Justin Bieber, Pitbull, One Direction, Britney Spears og Enrique Iglesias.

Anden del af sangskriver/producerholdet bliver først offentliggjort, efter vinderen er fundet, for bedst muligt at strømline vindernes musikalske profil med drivkraften bag mikserpulten. Desuden får vinderen lov at møde Simon Cowell, der er skaberen bag X Factor-konceptet. Han er berygtet for sin skarpe tunge, og formålet ved det eksklusive møde er, at vinderen kan få et par råd med på vejen.

DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, har svært ved at få armene ned over den todelte præmie. "Vi ville gerne have fat i et stort producernavn. Og der er mange producere, vi ville have været rigtig glade for at få med om bord. Men da vi fandt ud af, at RedOne havde sagt ja, blev vi ganske ekstatiske – et større og bedre navn kunne vi ikke have drømt om. Og kombineret med det eksklusive møde med Simon Cowell er der tale om en præmie, der virkelig kommer til at gøre en forskel for dette års X Factor-vinder," udtaler han.

Du kan høre sidste års vindere Anthony og Jasmin med nummeret "Do Ya". Sidste års vinderpræmie var i øvrigt en ep og en tur i studiet med produceren John Shanks, kendt for sit mangeårige samarbejde med Take That.