På musikeren Annika Aakjærs nye album er der en usædvanlig kærlighedssang – en hyldest til venskabet med Marie Key.
»Nu gider jeg godt blive over 60, hvis du også stadig er her.«
’Skulder ved skulder’ er den smukkeste danske kærlighedssang siden Marie Keys ’Skagen’. Så er det sagt. Annika Aakjær, der indtil videre har levet i udkanten af mediernes søgelys, er aktuel med et album, der meget vel kan blive, hvad netop Marie Keys soloalbum har været. ’Lykkens gang’ udkommer i dag efter et par års studiearbejde.
Faktisk er ’Skulder ved skulder’ ikke en kærlighedssang, men snarere en venskabssang – og for at det ikke skal være løgn: Skrevet som en hyldest til Marie Key.
De to musikere lærte hinanden at kende for fem-seks år siden. Senere har de blandt andet optrådt sammen ved et DR1-show til ære for den årlige ’Spil dansk dagen’.
»Marie og jeg havde drukket et par øl sammen en helt almindelig tirsdag aften. Det var en fantastisk aften. Jeg var så glad efter at have været sammen med hende, at jeg skrev sangen på halvanden time den følgende formiddag. Marie og jeg har stort ligesind, vi tænker ens, har samme form for humor – og laver jo det samme. Et venskab, der gør én så begejstret, er næsten som en form for kærlighed,« siger Annika Aakjær, som BT møder på det pladeselskab, der kontaktede hende netop, da hun sang ’Skulder ved skulder’ ved det nævnte tv-show.
Nogle gange hænger tingene sammen.
»’Jeg føler, at jeg skylder et eller andet… ikke bare 200 kr.,’ sagde Marie, da hun hørte den første gang,« siger Annika Aakjær med et af sine mange smil, der trækker veksler på smilehullerne.
Elsker det sentimentale
Hun har udsendt et par album tidligere. Hun har bevæget sig på den danske teater- og musikscene i efterhånden mange år. Med sit nye album, der er indspillet over næsten to år, har Aakjær overskredet flere grænser. Hun synger helt igennem for første gang, hun er søgt væk fra den Bob Dylan-inspirerede sangskrivningstradition. Tilbage til det, hun lyttede til som pige: Anne, Sanne, Lis, Kim Larsen, Elton John, klaverpop. Mariah Carey. Hun er søgt tilbage i sit liv, blandt andet ansporet af sin højt elskede farmors død for nylig.
»Som barn lytter man instinktivt. Uden de filtre, du påtager dig, når du bliver ung og lytter til folk, der fortæller dig, hvad der er godt. Musik er identitetsskabende. De seneste år har jeg tænkt meget over, hvad folk som f.eks. Kim Larsen og Thomas Helmig har, der har gjort, at de blev varige. Og hvad jeg selv kan gøre. Det er fascinerende, at man kan skrive så god en sang som Kim Larsens ’Blaffersangen’ over bare to akkorder.«
Sangen ’Tæt på’ handler især om de to mennesker, der har gjort hende til den, hun er i dag, nemlig hendes mor og farmor hjemme i Aalborg. Når Annika spillede musik eller optrådte i amatørteater, var farmor der for hende. Altid.
»Jeg var ikke særlig sortsynet eller misantropisk som barn. Jeg er en sucker for det sentimentale. Alt det giver jeg frit løb nu. Jeg omfavner det, som nogle kalder ’guilty pleasures’. (Nydelser, som man skammer sig over, red.). Jeg kan høre ’Tæt på’ og mene, at nu er det ved at være for meget følelse. Andre gange er jeg lige ved at begynde at græde. Den opridser mit liv den seneste periode. At rejse sig fra et mørke og komme ud i lyset. Jeg har mistet min farmor for ikke så længe siden, det har fyldt meget i mig. Hun var den, der sagde, ’du kan godt, Annika’. Det lyder så ... men jeg har altid følt mig SET af hende. Hun var der altid, når jeg spillede teater som barn og helt ung, og hun sagde altid, ’ingen tvivl om du var bedst’ med sit smil. Den slags mennesker har man brug for i sit liv. Man kan i hvert fald mærke det når de er væk.«
Samtidig med inspiration fra 80er-pop er Aakjær inspireret af den nye politiske bølge i populær amerikansk rock og især R&B. Rihanna, Drake, Kanye West, Kendrick Lamar, Beyoncé, der alle er inspireret af ’Black Lives Matters’-bevægelsen. Taylor Swift i den poppede ende er i dag kønspolitisk rollemodel.
Danmark er splittet.
Aakjærs ’Plads nok’ er et politisk nummer.
»Vi oplever splittelse i Danmark lige nu. Vi gik meget op i lighed tidligere, men der er sket et skift på mange niveauer. Det virker som om, vi i Danmark har opgivet at blive enige om fælles værdier. I stedet for en nødvendig diskussion om et fælles værdisæt, kårer man en nationalret. Hvor er vi henne? Det handler ikke så meget om, hvor mange mennesker der er plads til i Danmark, men mere om, hvordan vi, der er her, bliver enige om at behandle hinanden ordentligt. Jeg synes, at man er begyndt at tale om alle samfundsgrupper, som om de var nassere, studerende, folk på deltid, folk der ikke kan finde et arbejde, folk der er for syge til at arbejde fuld tid, kunstnere, rygerne, de tykke, selv politikerne, ingen kan sætte sig i en andens sted, og når det sker, så taber vi det fællesskab som vores bedsteforældre har arbejdet for,« siger Aakjær.
