15 skud på klos hold fik den danske rapstjerne Branco til at lægge sit liv om og satse alt på musik.

»Bilsædet, jeg sidder i, og ruden bag ved mig er gennemhullet. Min bror er ramt af ét skud ud af femten skud. Der bliver tømt et magasin på to meters afstand. Så tænker jeg, at der må være et eller andet i det her. Et tegn«.

I et stort interview med Politiken fortæller han nu, at den episode fik ham til at lægge det kriminelle liv bag sig.

Det var en god beslutning. Branco har i dag stor succes med sit debutalbum, 'Baba Business', der lå nr. 1 fire uger i træk på den danske hitliste for streamingtjenester.

Det er albummets hits som 'All in', 'La Zone' og 'Euro', der har sendt rapperen, hvis borgerlige navn er Benjamin Cimatu, til tops.

I interviewet fortæller han, hvordan opvæksten i Albertslund på Københavns Vestegn har formet manden med filippinske rødder.

Han fortæller i detaljer, hvordan han blev forsøgt likvideret.

En junidag i 2018 sad han sammen med sin ven Miklo i en bil i hjembyen. Pludselig kom der en person løbende og begyndte at skyde løs.

En kugle ramte Miklo i baglåret, men kuglen stoppede først i maven, hvor den lavede tre huller i tarmen.

Miklo råbte, at han er ramt. Kort efter løb mennesker til for at hjælpe, og Miklo blev kørt til Rigshospitalet i ambulance.

Branco blev til gengæld anholdt. Ifølge Branco skulle politiet undersøge ham for krudtslam og sikre sig, at han ikke havde skudt tilbage.

Da Branco sad i cellen, fik han tid til at tænke over sit liv. Hvis Miklo overlever, skal de satse hundrede procent på musik, tænkte han.

Det skal være slut med at stå med venstre fod på gaden og højre fod i studiet. Slut med at vakle. Fra nu af skal de kun være fokuseret på musik. Da han kom ud, sagde han det til sin kone.

Så besøgte han Miklo, der var blevet opereret og overlevede. Branco gjorde det klart, at de havde fået en ny chance. At de stod ved en skillevej, og at de skulle vælge musikken.

Branco har tidligere medvirket på sange med de populære rappere Gilli og Sivas, men det virkelige gennembrud kom med debutalbummet 'Baba Business' fra 23. juni i år.

Ifølge Politiken blev albummet streamet 900.000 gange i den første uge.