Niels Roos måtte i 2013 lægge sit rap-alias Niarn på hylden, efter et alkoholmisbrug var tæt på at slå ham i ihjel.

Siden har den i dag 39-årige rapper lagt sit liv om med foredrag, et familieliv på Vesterbro i København og en 'ny' karriere som musiker, hvor han forsøger sig som sanger.

Sidstnævnte er noget af en udfordring, fortæller Niels Roos til B.T.

»Det er en kæmpe udfordring. Både live og i studiet. Jeg er jo ikke nogen sanger, så jeg prøver mig frem, og hvor jeg før gik ind og lagde mit rap ned på et par takes, så står jeg nu og øver min sang længe, før vi overhovedet begynder at optage. Jeg forsøger at skabe et udtryk i min vokal, for skønsang, det bliver det sgu aldrig.«

Sidste år udgav han singlerne 'Der er ik' noget der er så skidt at en druktur ik' ka' gøre det endnu værre' og 'Lidt ved siden af mig selv'. Nu er han aktuel med nummeret 'Når du vågner', hvor han synger kærligt til sin lille datter, at han altid vil være der, når hun vågner.

Noget af et stilskifte, når man kender Niarn fra 00'erne, hvor han rappede om at drikke sig stiv og tage stoffer.

Den nye stil er kommet ret naturligt, fortæller Niels Roos.

»Jeg har ikke sat mig ned og valgt en bestemt retning, jeg gerne ville gå. Jeg begyndte at 'plimre' lidt på en gammel guitar og skrev et par sange, som jeg så tog op i studiet til mine venner Corfitz-brødrene og Contrabeat, som hjalp med at gøre dem færdige, og så udviklede lydbilledet sig selv. Det er lidt en kliché, men de nye sange skriver ret meget sig selv.«

Hvor de gamle Niarn-sange ofte gik til tops på hitlisterne og sammen med L.O.C. og Jokeren gjorde ham til en del af den danske rap-elite, har de nye sange endnu ikke haft helt samme gennemslagskraft.

Det har han det helt fint med.

»Jeg laver de nye ting, fordi jeg ikke kan lade være, og jeg udgiver det, fordi jeg kan mærke, det hjælper nogle mennesker, som har været igennem det samme som mig. Og også fordi jeg ikke kan lade være,« fortæller Niels Roos og tilføjer:

»Når man har været udøvende kunstner i så mange år, som jeg har, så er der noget ufuldent ved et nummer, der ikke er delt med omverdenen.«

Han nærmer sig de 40 og har været på turne med sit show 'Manden de kaldte Niarn'. Med en familie derhjemme er han derudover glad for, at kalenderen ikke er proppet med koncerter.

»Det ville jeg simpelthen ikke kunne holde til, hverken fysisk eller psykisk.«

Adspurgt hvad Niarn anno 2004 ville sige til Niels Roos' nye musikvideo, der indeholder Gurli Gris-legetøj og en sød lille datter, der spiser is, griner han.

»Altså Niarn har jo aldrig været bleg for at udtrykke følelser. Heller ikke dem, der giver lidt fugtige øjenkroge, så jeg tror egentlig, han ville være meget cool med det. Han ville måske synes, det var lige blødt nok, men Niarn blev jo også kun 33, det kunne sagtens være, han også ville være blevet lidt blødere på sine gamle dage.«

Niels Roos regner med at udgive mere musik i år og turnere videre med sit show. Derudover holder han fortsat foredrag, og så arbejder han på en podcast om misbrug og afhængighed.

Se videoen til 'Når du vågner' her: