____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den svenske jazzsangerinde og skuespillerinde Alice Babs sov tirsdag ind på et plejehjem for demente i en alder af 90 år.

Alice Babs var kendt som en af jazzmusikkens store sangerinder. Hun blev især kendt i Danmark, da hun sammen med Svend Asmussen og Ulrik Neumann fra 1958 til 1961 dannede den succesrige trio Swe-Danes.

Mikael Neumann, søn af afdøde Ulrik Neumann, kendte Alice Babs særdeles godt, da hun var en tæt ven af familien i mange år.

- Jeg er meget berørt af Alices død. Jeg er netop nu ved at skrive et brev til Alice's datter, Titti Sjöblom. Vi var meget nære med familien Sjöblom, fortæller Mikael Neumann til bt.dk.

Mikael Neumann har gennem årene haft en god kontakt til Alice Babs og Titti - også efter at Ulrik Neumann døde i 1994.

De har dog ikke haft kontakt de sidste fem-syv år, men Mikael Neumann har i stedet for kommunikeret med datteren Titti.

Alice Babs boede ved sin død på et plejehjem for demente, og hun døde ifølge advokat Thomas Bodström af sin sygdom.

I brevet til Titti mindes Mikael Neumann alle de fantastiske stunder med Alice.

Se billederne: Jazzens svenske darling er død

- Jeg skriver, at jeg glad for, at mit sidste billede af Alice var den raske, friske og vitale Alice, som vi alle kendte og holdt af.Mikael Neumann skriver i brevet om alle de gode billeder og minder, der dukker op, når han tænker på Alice.

- Alice var en stærk karakter med en utrolig vilje, men hun var også utrolig empatisk, varm, positiv og privat.

Mikael Neumann husker særligt en episode fra Hamborg, hvor Alice og hans far var på turné sammen.

- Jeg kan huske, at jeg fik et Meccano-sæt af hende, da jeg fyldte 11 år (byggesystem for børn i metal med skruer, møtrikker, red.). "Den er egentlig for dyr den her gave, men jeg vil have, at du skal have den", sagde hun til mig. Jeg fik en kæmpe kasse med Meccano - det glemmer jeg aldrig. Det var enormt betænksomt af hende, fortæller Mikael Neumann.

Alice Babs efterlader sig tre børn, som hun fik med forretningsmanden Nils Ivar Sjöblom, der døde i 2011.