Den berømte danske komponist Anders Koppel havde længe været på udkig efter en dygtig solist til at indspille fire koncerter til en ny cd. Han havde dog aldrig forventet at han skulle finde sin solist på Youtube.

Koppels første værk med det specielle instrument 'marimbaen' er blevet et klassisk hit, og den bliver spillet over hele verden. En usædvanlighed i den klassiske musikverden, hvor det normalt er de gamle klassikere, der bliver spillet igen og igen.

Koppels succes med det første værk har givet ham rig mulighed for at se, hvordan forskellige musikere klarer opgaven ved at gå på YouTube. Her ser han en amatøroptagelse af en skolekoncert, hvor den kun 15-årige polak, Marianna Bednarska, spiller Koppels første koncert på marimba, et slaginstrument der ligner en stor xylofon.

Klippet kan ses i toppen af artiklen.

- Jeg har set mange marimbakoncerter opført verden over med virkelig mange fantastiske musikere og jeg har været dommer i konkurrencer for marimba i Østrig, Luxembourg og Tyskland, så jeg ved godt, hvornår det er godt, siger Koppel.

Aldrig hørt noget lignende

Der ventede den garvede musiker noget af en overraskelse, da Marianna tog køllerne og begyndte at spille.

- Jeg har aldrig hørt det så overlegent spillet. Jeg tænkte hvaffor noget? Jeg hørte det til ende, og jeg har hørt mange fantastiske opførelser af det stykke, men ingen som kunne måle sig med det her, siger Anders Koppel begejstret til BT.

Begejstringen fik ham til straks at tage kontakt til Marianna gennem Facebook.

- Hvis jeg tør, så har jeg solisten nu, siger Anders Koppel at han tænkte dengang, selvom det var en stor chance at tage.

Anders Koppel fik hurtigt fat i hende ved hjælp af Facebook, og inden længe var der skrevet kontrakt. Og han havde aldrig nogensinde mødt hende.

Marianna Bednarska blev utrolig glad, da hun blev kontaktet af den berømte danske komponist.

- Det var fantastisk. Det er en utrolig stor chance. Min største drøm blev pludselig til virkelighed. Var det virkelig ham? Jeg blev utrolig overrasket men også meget glad, siger Marianna Bednarska til BT.

Fem år er der gået, siden Anders Koppel først opdagede Marianna Bednarska.

Marianna er i dag 20 år gammel, og hun har nu indspillet alle fire af Anders Koppels marimbakoncerter på en cd, der udkommer onsdag den 22. oktober.

Inden de første to koncerter blev indspillet, mødte Anders Koppel hende i Warszawa for første gang, og han anede ikke, hvordan det ville gå.

Den kendte komponist havde taget en stor risko ved at ansætte en så ung og uprøvet musiker. Han besøgte hendes forældre, hvor hun stillede noderne op, og begyndte at spille for ham.

-  Jeg sagde til hende, at jeg kan lige så godt tage hjem til København, for jeg har ikke noget at sige, siger Anders Koppel, der blev imponeret over, at hun havde lært hans koncerter så hurtigt.

Marianna bor i dag i Stuttgart og læser på en musikalsk og kunstnerisk højskole (Staatliche Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Stuttgart).

Safri Duo gav liv til marimbaen

Hvis man aldrig har hørt om en marimba før, er det ikke mærkeligt. Det er et specielt instrument selv i klassisk musik. Instrumentet har rødder i Afrika og Mexico.

- Det er som en meget stor xylofon. Det er blevet brugt før i klassisk musik i 50'erne men ellers ikke meget. Nu har det dog taget fat. Min forbindelse med marimbaen hænger sammen med Safri Duo. Da de to medlemmer af Safri Duo gik på konservatoriet, havde de en lærer, som var en god ven af mig. Han ringede til mig og spurgte, om jeg ville skrive et stykke til dem, fortæller Anders Koppel.

Det ville den danske komponist gerne, og samarbejdet blev til stykket 'Toccata', der blev en stor succes.

- Da jeg havde skrevet det stykke, så blev jeg kimet ned af marimbaspillere fra hele verden. Sådan blev marimbaen populær, fortæller Anders Koppel.

Koppel holder fast i sit talent

Samarbejdet med Marianna fortsætter. Det er Anders Koppel helt sikker på. De fire koncerter, han har indspillet med hende, er skrevet til andre musikere. Han vil gerne skrive noget specielt til hende.

- Hun er så dygtig, at jeg nærmest kan skrive hvad som helst. Jeg behøver ikke tænke, om det er for svært. Jeg ved, at hun kan løse opgaven. Det er en gave som komponist, siger en glad Anders Koppel.

Marianna er også klar på at fortsætte.

- Jeg har utrolig mange drømme. Jeg vil gerne arbejde videre med Anders og spille koncerter over hele verden og gerne lære andre musikere at spille, fortæller Marianna.