Fjerde album fra de nøjsomme danske rockmestre I Got You On Tape er en magisk blanding af det simple og det virtuose. Og ’Church of the Real’ bør blivet ét af årets allerstørste album.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvem skulle have troet, at vi i 2011 i dansk toprock skulle høre ekko af noget så umoderne som Genesis og Allan Parsons Project.

Men det er netop disse dinosaurers aldrig uddøde smag for vidtåben melodi og samtidig komplekst arrangement, der er med til at gøre danske I Got You On Tape til noget helt specielt.

Årtiers inspiration



Med til mikset hører selvfølgelig også indierockens underdrejede selvironi og et stænk selvsikker stadion-ditto.

Og når årtiers varieret inspiration kombineres med de fire medlemmers vidt forskellige baggrund og talent, så opstår magien. Og det kan være svært at forestille sig et mere helstøbt udtryk end dét, I Got You On Tape så mesterligt og gnidningsfrit ruller ud for os på ’Church of the Real’.

Ét sammenhængende værk



Albummet begynder med en overlagt simpel synth-figur, der gentager de samme fire akkorder. Siden ruller forsanger Jacob Bellen sin flotte herrestemme ud over herlighederne. Og når bandmedlemmerne med hver sit gennemtænkte akkompagnement én for én går ind i cirklen, er der hverken for os eller dem nogen vej tilbage.

’Church of the Real’ er et værk, der bør indtages på én gang.

Med hver sin midnatsnuance, der i fællesskab skaber det forrygende lydmaleri, glider sangene nemlig naturligt over i hinanden.

Og selvom der ikke på Parsons-agtig manér er tale om noget så oldnordisk som et konceptalbum (én lang historie), så ér albummet som en bog, hvor de enkelte kapitler ikke bør læses ude af sammenhæng.

Et band frem for alt



Man kunne skrive meget om de enkelte medlemmers forrygende talent. Men det er frem for alt talentet for at tænke og handle som en gruppe, der gør ’I Got You On Tape’ til noget helt unikt. Og ’I Got you on Tape’ er et gruppearbejde skabt i rockhimlen.