Der er ikke den mindste chance for, at Eurovision bliver holdt på dansk grund næste år.

Faktisk mener både internationale fans og bookmakere, at 'The Show' med danske Reddi er så svag, at den ikke engang når til finalen, når den tirsdag deltager i den første semifinale i Eurovision.

Lige nu spås sangen en samlet 34.-plads – ud af 40 deltagende lande.

Men spørger man DRs mangeårige grandprixekspert Ole Tøpholm, så er der stadig en lillebitte chance for, at rejsen ikke er helt slut for Mathilde 'Siggy' Savery, Ihan Haydar, Agnes Roslund og Ida Bergkvist efter tirsdagens semifinale.

»Der er intet, der er umuligt i grandprix. Jeg er selv masser af gange blevet overrasket over, hvilke sange der er gået videre og har været dømt ude,« siger Ole Tøpholm.

»Men det er lidt op ad bakke.«

I Eurovision er de deltagende lande, via lodtrækning, fordelt ud på to semifinaler, som finder sted henholdsvis tirsdag og torsdag inden lørdagens store finale.

Det er kun de ti bedste, der går videre, og da Danmark endte i pulje med Rusland, som siden er blevet smidt ud af konkurrencen efter invasionen af Ukraine, er der allerede én konkurrent mindre at forholde sig til.

Herudover mener Ole Tøpholm, at Reddi var heldige, da de blev trukket ud til første semifinale.

Her er feltet nemlig en smule svagere end i anden semifinale, hvor mange af forhåndsfavoritterne skal kæmpe mod hinanden.

»Og så er 'The Show' jo den her lettilgængelige radiosang, der starter i en ballade og går over i en poprock-sang. Det er den eneste i sin genre i første semifinale. Og det kan være til vores fordel,« siger han.

»Så på den måde er det da ikke umuligt, men det vil være en dejlig, positiv overraskelse, hvis vi går videre til finalen, for der er ikke de store forventninger.«

Reddi har valgt ikke at ændre på det sceneshow, som de vandt det danske Melodi Grand Prix med i maj. Men Ole Tøpholm håber alligevel, at de i Torino vil skrue op for attituden.

Han mener især, at trommeslageren Ihan Haydar – der i forvejen er kendt fra bandet L.I.G.A – kan hive stemmer hjem på charmen.

»Man skal jo finde sine stærke sider og den måde, man bedst kan sælge sig selv på, og det tror jeg blandt andet er hendes magi med trommerne. Så det håber jeg, man har fokus på,« siger han.