Den danske komiker Dan Andersen, som er kendt for at være sjov med sin guitar, har lavet en julesang om julefrokosten.

»Jeg ikke lige huske nogen julesang, der handler om det, og det er en ret stor del af julen, så det er for at ramme noget helt andet,« siger han til B.T.

Dan Andersen har i øvrigt givet B.T. helt eksklusivt lov til at vise sangen, der er baseret på Shu-bi-dua-hittet Den Himmelblå, som du kan se og høre i toppen af artiklen.

Her runder han nogle klassiske klichéer som praktikanten, Lone fra regnskab og de gamle klamme mænd.

Foto: Dan Andersen
Vis mere

Komikeren er selv en meget travl mand under juletiden, der optræder til adskillige firmajulefrokoster.

»Jeg ser folk med alt for ædru øjne. Men jeg må blankt erkende, at jeg nogle gange er lidt misundelig på, at jeg ikke selv er med.«

En undersøgelse fra en britisk lingerikæde fra 2015 viste, at hele 39 procent af de adspurgte havde dyrket sex under eller efter en julefrokost på jobbet.

Det er sjældent, at Dan Andersen optræder så sent, at festen er stukket helt af, men han kan godt nikke genkendene til, at man måske er lidt mere kærlig til firmajulefrokosten, og grænsen mellem chefer, menige medarbejdere og praktikanter sløres.

»Jeg synes helt sikkert, at folk er mere frie og kærlige til julefrokoster - ikke fordi alle knalder med hinanden på toiletterne. Men jeg har selvfølgelig skruet op for klicheerne i sangen,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved jo heller ikke, hvad der sker tre timer, efter jeg er gået, og om folks hænder bliver lidt for nærgående.«

Udover at have travlt med at optræde til julefrokoster, kan du opleve ham til Comedy Aid 27.-29. december.

24. januar har han premiere på sit nye onemanshow 'Dan Andersen på vippen'.

»Man kommer lidt tættere på mig i showet. Uden at det skal lyde for kedeligt, så er det et lidt mere voksent show, hvor jeg også dykker ned i det gode og dårlige i mit liv,« siger han om showet, hvor han kommer ind på, hvordan man finder balancen i sindet og i livet.