Efter otte års albumpause er D-A-D tilbage med ny musik. I den anledning har Jesper Binzer og Laust Sonne svaret på en række fanspørgsmål med svar, der måske vil overraske.

Klipper Jesper nogensinde sit hår?

Binzer:
»Det bliver selvfølgelig et nej. Klipper han nogensinde sine spidser? Ja, hvert andet år bliver der klippet lidt spidser, og det foregår meget gerne lige inden en lang Tyskland-tour.«

Hvad gør I for at holde jer i form?

Sonne:
»Man holder sig i form bare ved at spille en masse koncerter. De første fem koncerter på en turne er rigtig hårde.«

Binzer:
»Jeg har et slanketip. Man skal bare springe et måltid over. Man må selv vælge, om man vil have dessert eller middagsmad, men man kan ikke få begge dele. Så jeg har tabt mig ved bare at spise dessert.«

Hvordan kommer I på ideerne til jeres vilde sceneshow?

Sonne:
»Det starter altid med en dårlig ide, som vi alle sammen griner højt af, og så kommer det langsomt hen til noget.«

Jesper Binzer.
Jesper Binzer. Foto: Rasmus B. S. Hansen
Vis mere

Binzer:
»Vi har malet os selv op i et hjørne med, at vi skal komme med noget nyt hele tiden. Så her for nylig fandt vi ud af, at det nyeste for D-A-D er ikke at finde på noget nyt.«

Sonne:
»Jeg har altid gerne villet have trommerne siddende oven på en pølsevogn, men det får jeg ikke lov til.«

Binzer:
»Laust insisterer på at tage en hvid kittel på med lidt sennepsrester og så køre pølsevognen ind på scenen og kravle ind og spille. Men der må vi andre bare sige nej.«

Hvor mange trommer har Laust slået ihjel?

Sonne:
»Jeg har slået rigtig mange trommer ihjel og også brændt og tortureret dem. Det nærmer sig de 100.«

Binzer:
»Var der ikke en sommer, hvor det var 20-30 trommer, vi brændte af?«

Sonne:
»Jo, hver aften brændte vi et sæt trommer af. 20-30 stykker bare på den sommer.«

Jacob Binzer.
Jacob Binzer.
Vis mere

Hvad er jeres yndlingssang blandt jeres egne sange?

Binzer:
»Arh, for helvede, det må man da aldrig spørge om. Hvad er din yndlingsfinger? Jeg plejer altid at svare 'Jacketless in December', men jeg tror ikke på mig selv længere.«

Sonne:
»Jeg kan rigtig godt lide 'Lawrence of Suburbia', der er en tilbagevendende favorit for mig.«

Hvad kan I sige om jeres nye album?

Binzer:
»Der er 11 nye sange på, og vi er meget stolte fædre, lige indtil den rammer publikum, og det hele bliver pillet ned, og det bliver dømt til årets lorteplade. Men lige nu har vi det mega fedt.«

D-A-D spiller en lang række koncerter sommeren over. Den 21. juni spiller de blandt andet til Fredagsrock i Københavns Tivoli, og lige netop til den koncert har Jesper Binzer et godt råd:

»Sidste gang, vi spillede derinde, blev øllet udsolgt. Så bare for at sige det, så husk at drikke hurtigt og tidligt.«

D-A-Ds nye album, 'A Prayer for the Loud', er ude nu. Læs anmeldelse af albummet HER. I videoen øverst, der er lavet af Tivoli København, kan du se Laust Sonne og Jesper Binzer svare på spørgsmålene.