Countrysangeren Justin Carter var blevet spået en stor karriere, da han ved et uheld skød sig selv i hovedet under optagelserne til en musikvideo.

Den 35-årige sanger var den 16. marts i gang med at filme en video i sin lejlighed i Huston, Texas, da en skarpladt pistol gik af i hans lomme.

Kuglen ramte ham i hjørnet af øjet og dræbte ham, skriver Fox News.

»Han var en vidunderlig kunstner. Han var stemmen, han var hele pakken, og vi prøver at holde hans minde i live,« sagde hans mor Cindy McClellan.

Stærkt troende familiemand

Justin Carter efterlader sig en kone og to døtre, Dixie og Kaylee, som har oprettet en GoFundMe (en online indsamling, red.), der skal financiere begravelsen og transport af Carters lig fra Huston til San Antonio, hvor han skal begraves.

Carters mor fortæller, at han var i den amerikanske hær, men at hun ikke er sikker på, om han kvalificerer sig til en militærbegravelse.

Hun beskriver sin søn som en fantastisk person, og en mand der elskede sin Gud meget højt. Han havde altid en bibel på sit værelse og i sin bil, og så gav han til velgørenhed.

Sangeren var klar til at begive sig ud på en større turné, der skulle strække sig gennem 10 stater

Han havde også lige lukket en aftale med selskabet Triple Threat Management, som havde glædet sig til at arbejde sammen med den nu afdøde countrysanger.

»Både vi og mange andre synes, at Justin havde potentialet til at blive den næste Garth Brooks (berømt countrystjerne, red.),« siger Triple Threat Management talsmanden Mark Atherton til mediet ABC 13.

Carter havde lige udgivet sangen Love Affair i samarbejde med bandet Nu Breed. Triple Threat Management planlægger nu at udgive resten af Carters musik og lade overskuddet gå til familien.

På Facebook skriver en person via Carters profil: 'Justin kæmpede altid for at nå toppen, det er uheldigt, det skal være sådan, men Justins navn er verdenskendt nu og det samme er hans musik'.