Hver sommer mødes rockglade gæster på festivalen Copenhell, som løber af stablen på københavnske Refshaleøen.

Men fremtiden for festivalen ser ganske usikker ud, da stedet, hvor den bliver afholdt, går nye tider i møde.

Det skriver Berlingske.

Refshaleøen skal nemlig byudvikles, og de to store grundejere er allerede gået i gang med at tage de første skridt til de boligkvarterer og erhverv, som skal være i området.

Den administrerende direktør i Refshaleøens Ejendomsselskab, Jes Transbøl, der råder over 45 procent af øens areal, anerkender da også, at disse ting i fremtiden kan være svære at forene med en festival som Copenhell.

»For mig at se er musik en stor del af Refshaleøens dna, og det er også vores håb, at det kommer til at være det i fremtiden. Når det så er sagt: Kan et format som Copenhell være her, når Refshaleøen på et tidspunkt er fuldt udbygget? Ej, det bliver nok svært,« siger han i et interview med Berlingske.

Der er dog fortsat nogle år til, at Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Have, som ejer 24 procent af arealerne på øen, går i gang med byggeriet. De håber dog at kunne komme i gang fra 2025 eller 2026.

Jes Transbøl, som i 2022 selv var gæst på Copenhell for første gang, kan ikke sige, hvor længe festivalen kan blive i området, men han håber, at det bliver mange år endnu.