Den økonomiske krise har ramt Coldplay. Billetter til gruppens amerikanske koncerter sælges for så lidt som én dollar, eller godt fem kroner.

Coldplay har turneret i USA siden maj og spiller hovedsagligt på stadions. Billetterne koster mellem 30 og 90 dollars, op til 475 kroner, men mange sikrer sig pladser via diverse auktionshjemmesider og her sælges de for småpenge.

Nye tal fra den britiske avis The Sun viser, at Coldplay-billetterne ofte går for nogle få dollars og i visse tilfælde altså helt ned til én.

I næste måned vender gruppen hjem til Storbritannien og her fylder Chris Martin og kompagni en række stadions med plads til 50.000 mennesker - til fuld pris.