I oktober sprang Thor Farlov fra Citybois ud som solist, og nu er turen kommet til hans makker i den populære duo, Anthon Edwards.

Fredag udkommer han med sin første single - sammen med Burhan G. Nummeret hedder "Holder os vågne", lyder det i en pressemeddelelse, der også afslører, at det er i genren R&B.

»Mine sange handler om kærlighed, sorg, store tanker og næstekærlighed. Men mest af alt føler jeg, at hele projektet handler om, at man skal kunne være sig selv - det er det, man kommer længst med; så giv slip og vær den, du er,« siger han i pressemeddelelsen.

De to drenges soloeventyr er dog ikke et farvel til Citybois, selv om de begge har trukket sig ud af deres virksomhed, Bois I/S.

I et radioprogram på P3 har Thor Farlov for et par uger siden slået fast, at de to drenge stadig holder fast i deres duo, selv om de nu altså laver musik med andre.

Tilbage i maj udgav Citybois albummet "Bois forever", mens det, der skulle have været duoens største turné, blev aflyst på grund af coronasituationen.

Duoen blev skabt i forbindelse med 'X Factor 2015', hvor drengene kun fik en femteplads, men senere er blevet en af de største kommercielle successer, som programmet har skabt herhjemme.

/ritzau/