Teenagedrengene Anthon og Thor brød i 2015 'X Factor'-forbandelsen og blev et regulært popfænomen som duoen Citybois. Det var kaos, det var sjovt, og det gik måske lige lidt for hurtigt med at blive voksne, når de i dag ser tilbage.

»Hvem har lukket dem ind? De har ikke armbånd.«

Ét minut inde i B.T.s interview med Citybois på årets Smukfest er alt ved det gamle. To teenagepiger har sneget sig forbi vagterne til backstageområdet i håb om at få et billede med Citybois.

»Ja, det sker stadig,« griner Thor Farlov, der sammen med sin makker, Anthon Knudtzon, er i gang med fjerde sæson som et af Danmarks største teenageidoler.

Citybois anno 2018. Vis mere

Da de kom frem, var de 15 år og gik stadig i folkeskolen. I dag er de 19 (Thor fylder 19 år 23. august, red.), Anthon flyttede hjemmefra i december, og når Thor gør det samme inden længe, er de officielt på egne ben efter de tre første år af popkarrieren at blive styret af voksne.

»Det har ændret virkelig meget at blive myndig. I starten var vi jo kun 15 år, og der var forældre og andre voksne til at tage alle beslutninger. Vi gjorde bare, som der blev sagt, så det er fedt nu at kunne bestemme det hele selv,« fortæller Anthon og erkender, at selv om det var sjovt at blive hypet og få opmærksomhed fra alle sider, var det også underligt at blive kastet ind i en musikbranche fyldt med voksne.

»Vi skulle være voksne i en børnealder. Det var underligt at stå på en natklub som 15-årig. Vi måtte jo ikke engang købe alkohol,« griner han.

»Vi blev lukket ind i en verden, som vi ikke var gamle nok til endnu. Men vi blev nødt til det, og vi syntes jo også bare, det var fedt, og vi ville være ligesom alle de andre seje, ældre rappere som Kesi og TopGunn,« tilføjer Thor.

Sidste år fik de et samarbejde op at køre med sidstnævnte popstjerne, som blandt andet havde dem med på scenen til sin koncert på Smukfest. Citybois ser TopGunn-samarbejdet som et skridt mod at nå ud til et ældre publikum, og de føler også, at der denne sommer er kommet flere forskellige fans rent aldersmæssigt til deres koncerter.

»Det har været den bedste sommertour i de tre år, vi har lavet Citybois. Vi har også fået meget mere styr på at skrive sange og producere og er ikke så afhængige af andre,« fortæller Thor og forklarer, at de bevidst har holdt sig fra at være så meget på for eksempel tv de sidste par år, fordi de hellere ville bruge tid på at lære at lave musik fra bunden.

»Da vi begyndte, kunne jeg ikke skrive en sang. Så vi tænkte, det var godt at få styr på håndværket først og så komme tilbage i medierne.«

Anthon fortæller, at DR3 blandt andet har fulgt dem i en længere periode om deres arbejde, og at resultatet bliver sendt som en dokumentarserie i løbet af efteråret.

»Det var fedt lige at tage en pause fra rampelyset. Vi oplevede jo, at folk slog telte op foran vores huse, og vi kunne ikke gå i fred på Strøget. Der var så meget hype, at hvis for eksempel Anthon røg en cigaret, blev der skrevet om det i Se og Hør,« smiler Thor.

Smukfest var Citybois' sidste koncert på denne sommerturné. På fredag tager de hul på efterårssæsonen med en ny single med titlen 'Glemme mig'.

Citybois backstage på Smukfest 2018. Vis mere