Siden han i marts overraskede med et helt nyt look, har fans undret sig over, hvorfor den normalt så glatte popstjerne har valgt at anlægge sig et viltert fuldskæg.

Og fredag eftermiddag kunne Christopher så endelig afsløre årsagen.

Det skete midt på scenen til Smukfest, hvor den 30-årige sanger endelig gav forklaringen.

»I har måske undret jer over, at jeg ligner en hulemand,« indledte han et overraskende indlag, som endte ud i en vaskeægte filmoptagelse.

Christopher som vi kender ham - og som han så ud under årets Smukfest.
Christopher som vi kender ham - og som han så ud under årets Smukfest. Foto: Helle Arensbak og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Vis mere

Christopher kunne nemlig afsløre, at han for øjeblikket er ved at indspille en film, hvor han for første gang har fået hovedrollen.

Tidligere på året fik han sin filmdebut, da instruktøren Mehdi Avaz gav ham en mindre birolle i sin film 'Toscana'.

Men i den kommende film skal han spille hovedkarakteren Elliot, som efter alt at dømme er en lige så stor popstjerne som virkelighedens Christopher.

I hvert fald udnyttede han og filmholdet fredag eftermiddag, at tusindvis af skrigende teenagepiger var mødt op foran Bøgescenen, til at få en optagelse i kassen.

Christopher med band på årets Smukfest.
Christopher med band på årets Smukfest. Foto: Helle Arensbak
Vis mere

»Jeg har brug for, at når der kommer et kamera på jer, så synger I allesammen: 'Elliot, Elliot, Elliot'. Er I klar på at hjælpe mig med det, Skanderborg?« spurgte han fra scenen.

Og det var publikum tilsyneladende.

I hvert fald blev der begejstret råbt 'Elliot' i et halvt minut, før Christopher måtte bryde ind. Se episoden i videoen over artiklen.