Chris Brown har skilt vandene, siden han blev idømt fem års fængsel for at have slået popstjernen Rihanna, dengang de var et par tilbage i 2009.

Tilsyneladende var voldsdommen ikke blevet glemt, da rapperen søndag vandt prisen for Bedste Mandlige R&B-artist til søndagens American Music Awards.

For da hans kollega Kelly Rowland gik på scenen og tog imod prisen på hans vegne, blev der buhet fra publikum, skriver flere internationale medier, herunder PageSix.

»Undskyld mig! Slap lige af,« sagde den 41-årige sangerinde under tilråbene, før hun ignorerede dem og talte direkte til Chris Brown:

»Chris, du skal have stor tak for at lave fantastisk R&B-musik. Jeg tager den her pris og bringer den til dig. Jeg elsker dig, stort tillykke og tillykke til alle de nominerede i den her kategori,« sluttede det tidligere Destiny's Child-medlem sin tale.

På sociale medier er det da også tydeligt, at Chris Browns pludselige hæder vækker både jubel, undren og forargelse.

'Hvordan fanden kan Chris Brown stadig vinde priser, og hvorfor er Kelly Rowland deroppe og takker ham, helt ærligt hvad fanden' skriver en Twitter-bruger eksempelvis.

Oprindeligt skulle Chris Brown da også selv have været til stede til søndagens American Music Awards.

Chris Brown og Rihanna dannede par fra 2008 og frem til februar 2009, hvor han blev arresteret for at have været fysisk voldelig overfor hende forud for årets Grammy Awards.
Chris Brown og Rihanna dannede par fra 2008 og frem til februar 2009, hvor han blev arresteret for at have været fysisk voldelig overfor hende forud for årets Grammy Awards. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Han skulle nemlig have optrådt til prisshowet for at hylde en anden kontroversiel skikkelse – nemlig den afdøde, pædofilianklagede superstjerne Michael Jackson.

Men uden forklaring og i sidste øjeblik blev markeringen af 40-året for albummet 'Thriller' sløjfet fra prisfesten, fortalte Chris Brown selv på sin Instagram.

I hvert fald var den 33-årige sanger ikke selv til stede til søndagens prisuddeling, hvor hans kollega Kelly Rowland modtag hans pris – og hans buhråb – for ham.

Andre bemærkelsesværdige episoder fra søndagens prisshow var eksempelvis Taylor Swift, der ryddede bordet med seks priser og dermed kan kalde sig den mest vindende artist i American Music Awards historie.