Man kender Lars Chief 1 Pedersen som producer og rapper i Rockers by Choice gennem mange år - faktisk har han netop haft 30 års jubilæum i musikbranchen.

Nu springer den gamle amagerdreng ud som solist med debutalbummet 'Slip', der udkommer i april. Han er allerede nu godt i gang med sit livs første turné som solist.

Som en lille forløber - og forårsbebuder - udsender Chief 1 den sprælske single 'Livet er et mesterværk' - med en lille musikalsk hilsen til Stig Møllers 'Sikken dejlig dag'.

'Livet er et mesterværk' er en hyldest til livet, som det fremgår af den håndholdte video med masser af kendte gæstestjerner, bl.a. Rasmus Seebach, Nik & Jay, Paprika Steen og Chili Klaus.



»Det har taget mig oceaner af tid at indse, noget der er så simpelt og lige til: at livet er et mesterværk,« siger Chief 1.

»Jeg skrev sangen en mørk december, hvor mit liv var alt andet end et mesterværk. Tog mig i at visualisere mig ud af mørket og ind i lyset. Accepterede min tilstand og brugte musikken til at bringe mig op og ud. Det er det musik kan Sangen blev fuldendt i Lundgaard studiet i Jylland sammen med mit nye band. Jeg debuterer efter 30 år i gamet. Angstprovokerende, men nødvendigt,« siger han også.

Chief 1 blev for alvor landskendt som dommer i tv-programmet 'Stjerne for en aften'. Forinden var han med til at løbe dansk hiphop i gang med Rockers by Choice, som stadig optræder indimellem.

Chief 1 har tidligere skrevet et hav af numre og produceret kunstnere i alle genrer. På det seneste er han medskribent på Ricky Martins comebackhit 'Vene Pa' Ca'.